Fransk drømmepop-projekt er klar til Pumpehuset
Det franske popprojekt Kid Francescoli har i årevis fyldt de største klubber med deres blanding af folk og elektronisk pop, der er krydret med elementer af r'n'b.
Projektet, der startede i Marseille i 2002, var oprindeligt et soloprojekt af Mathieu Hocine, hvor navnet refererede til den tidligere uruguayanske fodboldstjerne Enzo Francescoli. I 2013 kom den New York-fødte sangerinde Julia Minkin ombord, og hun var lige den brik, som projektet havde manglet: I dag er Kid Francescolis lyd en perfekt afbalanceret lytteoplevelse, hvor kontrasten mellem Minkins lette, luftige stemme og Hocines dybere toner rammer en nostalgisk, men samtidig også håbefuld nerve hos lytteren.
Den 22. september udkom Kid Francescolis nye album Sunset Blue, der består af samarbejder med blandt andre New York-duoen Turbo Groth og multitalentet Bamby H2o. Albummet udgør en smuk samling af numre, der balancerer mellem det sjælelige og dansable univers, og tager udgangspunkt i Hocines ophav og livsfortællinger.
Billetter sættes i salg den 20. oktober 2023.