Dommedagsmandag med et stærkt ensemble af øreflænsende dødsmetal
De brutale herskere af New Yorker-døden, Suffocation, vender endelig tilbage til Pumpehuset, når de erfarne legender den 12. februar står i front for et sandt overflødighedshorn af øreflænsende dødsmetal, hvor også Sanguisugabogg, Enterprise Earth og Organectomy spiller.
Suffocation har siden 90’erne været bannerfører for dødsmetallen og i særdeleshed fremmanet den særlige lyd af død fra New York, som er helt ekstremt teknisk med vanvittige riffs, brutale blast beats, komplekse breakdowns og growls fra den allerdybeste kælder. Bandet består af Frank Mullen (vokal), Terrance Hobbs (guitarer), Charles Errigo (guitarer), Derek Boyer (bas) og Eric Morotti (trommer). Sammen har de udgivet flere anmelderroste albums, der som sagt har haft stor indflydelse på metalverdenen og har cementeret deres status som pionerer inden for genren.
Med over tre årtiers frygtløs musikalsk ekspertise og en mærkbar indflydelse, er Suffocation parate til at genoplive den dødbringende energi, der har gjort dem til et af de mest respekterede dødsmetalbands, når de senere i år udgiver deres 9. album ”Hymns from the Apocrypha” på Nuclear Blast, og i denne forbindelse tager de på ”Hymns From The Apocrypha European Tour 2024”, hvor de heldigvis kan opleves i Pumpehuset 12. februar 2024. Sanguisugabogg, Enterprise Earth og Organectomy er med som support.