De norske nationalklenodier fra Gåte besøger Pumpehuset den 10. november
Med sin banebrydende blanding af traditionel folkemusik og moderne rock, kombineret med fængslende koncerter, har Gåte etableret sig som et nationalklenodie i norsk musikliv, og for første gang i fire år gæster de Pumpehuset til en mageløs aften.
I mødet mellem progressiv rock og traditionel norsk folkemusik har Gåte gravet sig en niche. Den niche har vist sig at tale til rigtig mange mennesker. De blev dannet i 1999 af søskende parret Sveinung og Gunnhild Sundli. I de følgende år opnåede de blandt andet at vinde en norsk Grammy for bedste rocknavn i 2002 , spille talrige succesfulde tours og sælge ca. 100.000 plader oveni.
Det er gennem en enorm respekt for folkemusikken og et unikt talent, at Gåte formår at fortolke og formidle traditionelle folkesange på en måde, der gør dem tilgængelige og relevante for en ny generation af lyttere. Gåte er en institution på den norske musikscene, og i 2017 vendte de enndelig tilbage efter en 12 år lang pause med en ny EP og to nye medlemmer.
Dette efterår tager de på en storstilet turne med deres største produktion nogensinde. Det bliver et storslået show, hvor de også vil fremføre nyt materiale fra deres kommende udgivelse, og hvor albummet "Nord" fra 2021 naturligvis også kan opleves live. En plade, som GAFFA kaldte for "magisk og jordnær".