PUMPEHUSET og Smash!Bang!Pow! og Distortion og Red Bull Studio Copenhagen Præsenterer
Daughn Gibson
Nobody

Husk billetten også gælder til aftenens efterfest med Light Asylum.


Smash!Bang!Pow! præsenterer manden bag et af sidste års absolut bedste album, når Daughn Gibson for første gang spiller i Danmark. Koncerten arrangeres i samarbejde med Pumpehuset, og efterfølges af en efterfest med Light Asylum (US).

Han kom ud af det rene ingenting, Daughn Gibson, da han sidste år udsendte debutalbummet All Hell og væltede både anmeldere og lyttere over hele verden omkuld med sin hjemsøgte, jagede og dybt fængslende fusion af country og elektronik.

Den Sub Pop-signede anmelderdarling fandt sit musikalske udgangspunkt i countryens ærlige og ublufærdige fortællestil, da han som lastvognschauffør kørte rundt i Pennsylvanias provinser. Der var intet andet i radioen end den mest blå country, man kan forestille sig, og her opstod Daughn Gibsons fascination af genrens historiefortælling.

Med sin helt særlige sans for at beskrive den personlige tragedie både indfølende og nøgternt, er Daughn Gibsons sange fortællinger om de skæbner, som lever et stilfærdigt liv i småbyerne. Samtidig bærer musikken på sin egen historie om de traditionelle instrumenters møde med trommemaskinen og sampleren. De afdæmpede trommer, guitaren og Gibsons dunkle baryton suppleres indimellem af strygerne veldoserede solstråler (som på “Ray”) og pianoets pletvise lysninger (som på “In The Beginning”), men ellers holder Daughn Gibson konsekvent sin instrumentering spartansk. Det giver ro til fordybelse i musikkens enkelte elementer, og det er netop det, at man kan synke helt ind i både Daughn Gibsons tekster og i musikkens strukturer, der gør All Hell til en så umådeligt velskabt plade, og Daughn Gibson til en så bemærkelsesværdig musiker.

Daughn Gibsons koncert på Pumpehuset er med fuldt band, og en del af Daughn Gibsons forårsturné, som foruden København bringer ham til Primavera festival i Barcelona og på tour med Kurt Vile.

Aftenens support leveres af et nyt dansk band, Nobody, som beskriver sig selv således: "Nobody består af Oliver, Ralle, Kim og Jannis. Det er bondage, pliseret lædernederdel, rød læbestift på øjenlågene, øjenvippe extensions, generel straf, meget romantisk og støjende anlagt electro funkmusik, som du gerne vil høre, når du knalder een du ikke elsker."

OBS: der vil være begrænset adgang med Distortion Turpas.
Torsdag
30. maj 2013
dørene åbner
21.00
Showet starter
22.00
Pris
150 Kr. + gebyr
Nobody
Placeholder image
?>