Jazzfestivalen rykker ind i skyggen af Byhavens store kastanjetræ med ti dages grænsesøgende, nyskabende og udfordrende musik med bands, der går egne veje. Kom ind i dejlige omgivelser, nyd Byhavens håndplukkede barsortiment, og bliv blæst omkuld af festivalens mest eksplosive og vildtvoksende open air-program. Byhaven åbner kl. 15.00, og koncerterne starter kl. 17 og 19.
Distortion Girls og Mig og Harald byder på langstrakt støjrock, dronende orgel og ubønhørlig improvisationsmusik, når de indtager Byhaven Pumpehuset under Copenhagen Jazz Festival 2023.
Mig og Harald spiller improvisationsmusik, der blander støjrockens soniske udforskning og slaggeræstetik med den frie improvisations legende univers. Med grobund i kompositioner fra bandets fire medlemmer tages improvisationerne til lige præcis det sted, der føles rigtig i nuet og spilles med en energi og dynamik, der lynhurtigt kan gå fra 0 til 100.
I over et årti har Distortion Girls været ensbetydende med langstrakt støjrock drevet af støjende guitarflader, dronende orgel, smadrede trommemaskiner og minimalistisk vokal. Distortion Girls består af Marie Aarup Jensen, Tanja Vesterbye Jessen og Marc Kellaway. Alle har været aktive i soloprojekter og i en række orkestre gennem de sidste 20 år: Vinyl Dog Joy, Amstrong, Boy on Boy, Exquisite Russian Brides, Flowers of Yes mm. Mange er udgivet på pladeselskabet The Cat Boc Corp. Et album med radikale coverversioner og remix af debutalbummet "Party" er under udarbejdelse for 2023.