Blæst vælter til i starten af 2024 en håndfuld københavnske spillesteder og rammer Pumpehuset den 24. januar
Blæst har på mange måder taget Danmark med storm med hits som ’Lad Mig Gå’, ’Sover Du Nu’, P3s Uundgåelige ’Ego’, kæmpehittet ’Juice’, som også modtog P3 Guld Lytterhittet, ’All In’ feat. Lamin og senest ’Videre’, som lige nu er en af de mest spillede sange på dansk radio. EP’en ’Stiv Kuling’ udkom i september sidste år og var længe et af de mest streamede værker i Danmark, ligesom det blev fremhævet på flere mediers lister over årets album.
Under Roskilde Festival 2022 slog bandet alle rekorder under de famøse ”warm-up days”, da op mod 20.000 gæster var trukket til den lille Rising Stage, som normalt kun er gearet til 3000 publikummer, en tirsdag aften. I år fik bandet æren af at åbne den ikoniske hovedscene, Orange Scene, hvor publikum kunne bade sig i sommersol, feste og synge med på deres store danske popsange, der er kendetegnet ved deres stramme, funky rytmer og Fernanda Rosas karismatiske vokal på de opløftende melodier.
Når bandet i starten af det nye år indtager syv af hovedstadens fedeste spillesteder, er det med et ønske om at komme indendørs på steder, de endnu ikke har besøgt og ikke mindst helt tæt på deres fans. Efter at have stået på landes største scener over sommeren, bliver touren en eksklusiv mulighed for at opleve Blæst i intime rammer.
”Vi er virkelig glade for klubstemning her i bandet, og det ligger meget i vores DNA at spille koncerter på mindre spillesteder. Det var sådan, vi blev et rigtigt band dengang, ved at køre rundt i tourbussen fra sted til sted, aften efter aften, og lave en fest alle stederne. Nu har vi spillet på store festivaler denne sommer, og vi ville derfor gerne lige tilbage på klubben og lave en blæst koncert, der er tættere og vildere end før.” - Blæst