Den fremadstormende poprock kvintet Zar Paulo har det seneste år spillet utallige koncerter og udgivet singlen ’Stop Believing’. Bandet varsler nu ny musik i efteråret og annoncerer samtidig, at de spiller første headliner-koncerter nogensinde i Aarhus og København til december. Tidligere på året udgav det unge aarhusianske band Zar Paulo singlen ’Stop Believing’, som er et mangefacetteret stykke popmusik, der appellerer til kroppen ved sanselige beats og catchy hooks. Siden har Zar Paulo spillet en række koncerter hen over sommeren, og senest været på tour med Joyce rundt i landet.
Zar Paulo har sideløbende med at spille koncerter været i studiet for at lave ny musik. De varsler nu ny single i efteråret, som er opvarmning til deres kommende debut-EP. I den forbindelse annoncerer de nu headliner-koncerter, når de besøger Train i Aarhus og Pumpehuset i København til december. Soundvenue har highlightet Zar Paulo med deres ’SPRINGER’ koncept, hvor de udvælger en række nye artister, som de spår en lang karriere. Derudover var bandet også med i deres ’Breakin’ Sound 2020’ i starten af året, hvor de skrev: ’Deres dansksprogede sange er på en gang tungsindige og catchy, og de blander elegant rå rockinstrumentation med flotte synthteksturer. Emil Johannesen, bandets forsanger, har desuden en vokal, der øjeblikkeligt stikker ud. Han lyder erfaren og velreflekteret, samtidig med at han kan omfavne al den angst, der står centralt i bandets musikalske univers.’ Soundvenue.
Zar Paulo er et af de mest spændende nye danske navne, der med deres afsæt i 70’ernes post-punk, 80’ernes art rock og hjembyens stolte musiktradition. Dette kombineret med en karismatisk forsanger, som er så indlevende, at det er svært ikke at blive fanget.
HARKO
Det seneste års tid har HARKO skrevet musik om at være opdagelsesrejsende på jorden og i rummet. Om dets uendelighed og mysterier, og følelserne der vækkes i en ved tanken om det. ‘Out of Orbit’ er HARKOs anden EP, hvor den opløftende single ‘Laika’ sætter et punktum på HARKOs rumrejse ‘Out of Orbit’ er navnet på HARKOs anden EP, som har exofiktive tendenser.
Sammenlignet med debut EP’en ‘Underneath the Punches’, så har HARKO denne gang lavet et mere udadvendt, dansevenligt og euforisk værk. Temaerne på ‘Out of Orbit’ følger de seneste absurde og fantastiske rumscenarier, som også kan høres på de tre seneste singler ‘I Can Feel You When I’m Soaring’, ‘Trip to Pluto’ og ‘Sparks Above’, der også er at finde på den nye EP.
Forsanger Anders udtaler om ‘Out of Orbit’ processen:
“Vi har brugt det sidste års tid på at færdiggøre de her fire numre. ‘Laika’ startede f.eks. som en helt anden sang. Det var én af dem som fik gang i publikum når vi spiller live, men som i indspilningen var for rocket, utæmmet og generelt for langt fra resten af universet vi har bevæget os i. Den seneste tid har dog givet rig mulighed til at komme i dybden, så vi fandt den rette balance i nummeret.”
Anders fortæller også om, hvordan rumfascinationen startede og hvorfor ‘Laika’ er så vigtigt et nummer for processen det seneste år: “Vi har jo været meget betaget af rummet, som vi afslutter med ‘Laika’ og EP-samlingen ‘Out of Orbit’. ‘Laika’ nummeret er en slags ode. En anskuelse af Laika som en form for rum-idol. Lidt ligesom, hvis du ser Michael Jordan spille basketball, og du så tænker ‘wow, det vil jeg også en dag’. Det er en hyldest til væsenet selv - starten på vores rum-fascinations-historie.” Dette er også grunden til at ‘Laika’ ligger som nr. 1. på tracklisten.
Udover arbejdet med de seneste singler og EP’en ‘Out of Orbit’, er HARKO allerede i gang med at tænke på næste skridt - debutalbummet. “Out of Orbit EP’en har været en god måde at lære os og vores musik endnu bedre at kende. Vi arbejder derfor hårdt på nye sange og på at vise os fra endnu flere personlige sider end før. Og alle bands første, store drøm er jo at udgive et debutalbum.” Tilbage i oktober måned 2019 meldte pop-bandet HARKO, at de over en periode ville udgive en række singler, hvis tematik kredser om opdagelsesrejsende og eventyrere på jorden og i rummet. Det er blevet til den dansevenlige ’I Can Feel You When I’m Soaring’, den melankolske ’Trip to Pluto’ og den opløftende ’Sparks Above’. Singlerne er blevet taget rigtig godt imod af bl.a. Soundvenue, Bands of Tomorrow, GAFFA og Uniradioen. ‘Sparks Above’ har desuden også fået airplay på DR P6 Beat.
På grund af den nuværende coronasituation, bliver denne koncert afviklet for siddende publikum. Vi har indrettet Pumpehuset i en corona-venlig udgave, hvor vi forener energien fra et spillested med hyggen fra en tysk bierstube. Det betyder borde/bænke-opsætning i den store sal, så det er muligt både at hygge og høre koncert med vennerne samtidig. Indretningen og rammerne for koncerterne er udarbejdet i tæt samarbejde med myndighederne for at gøre koncerterne sikre og trygge for alle. Desuden er det et krav fra myndighederne, at man kan fremvise gyldigt coronapas.