I en alder af blot 21 år bærer Yellow Days – aka britiske George van den Broek – en hel generations ungdomskriser på sine skuldre og sit eget hjerte udenpå tøjet. I en tidlig alder og i løbet af kort tid er Yellow Days blevet udpeget som en global stjerne i spe, hyldet for sin inciterende bluesfunk, utilslørede tekster og havdybe stemme. 14. marts 2021, efter en udsolgt koncert i Lille Vega i 2018, kan Yellow Days opleves i Pumpehuset.
George van den Broek var blot en ung teenager, da han med ep’en ’Harmless Melodies’ trådte direkte ind i centrum som en af de mest særegne talenter i nyere tid. Fans og anmeldere havde i 2016 svært ved at forene sig med, hvordan en 17-årig selvlært bedroom-producer kunne besidde sådan en grandios stemme, musikalsk finesse og uimponeret tilgang til at skrive sange. Men talentet var ikke til at tage fejl af hos det respekterede undergrundslabel Good Years (BANKS, Lil Silva m.fl.), som udgav ep’en og det efterfølgende år også stod bag debutalbummet ’Is Everything Okay In Your World?’. Her foretager Yellow Days et gearskifte og udfolder sine grænseløse inspirationer – alt fra psykedelisk rock fra 1970’erne og jazz til moderne bluewave – mens han i en terapeutisk crooner-stil skildrer personlige møder med angst, apati og depression. Sammen med den ikoniske stemme, den synkoperende guitar og den opklippede synth udgør disse temaer et firkløver i Yellow Days’ musik. George van den Broek indfanger observant ungdommens turbulente skifter i tilværelsen og tilbyder en katarsisk heling gennem musikken, som han selv kalder ’upbeat existential millenial crisis music’. I efteråret 2020 udkommer det nye album ’A Day in a Yellow Beat’, hvor prominente navne som Mac DeMarco, Bishop Nehru og Shirley Jones gæster.