Velkommen til Vinterbyhaven 2023 - det bliver helt genialt at se jer igen, for vi savner jer allerede. Den 20. januar 2023 vækker vi Byhaven igen og flytter hele molevitten - bænke, borde, kulørte lamper, sommerlige cocktails, skør naturvin og kolde økopilsnere fra Royal Beer - indenfor i Pumpehuset og holder en ægte sommerfest a la Byhaven.
Det fulde lineup er nu klar: Afskum, Melodi Ghazal, Yakuza og såforsatan (MAS har desværre aflyst pga sygdom). Før koncerterne kan du vinde våde bingo-præmier og efter koncerterne er der afterparty-karaoke med verdens bedste karaokeværter My og Erik.
Afskum
Med et blandet lydunivers båret af synthesizere og beats spiller Afskum aldrig andet end højt, og de soniske bølger går i den grad højt, når Afskum detonerer sin vilde energi ud i et hav af mørk synthpop med allestedsnærværende kunstnerisk nerve. Med den ene hånd på hjertet og den anden i din taske bestræber Afskum sig på at dyrke oprigtigheden. Intet er for grimt at snakke om og intet er for pænt til at blive ødelagt.
Melodi Ghazal
Første kunstner til Vinterbyhaven 2023 er Melodi Ghazal. Vi glæder os så meget til hendes fantastiske, legesyge og flertydige musik fra udkanten af poppen. Melodi Ghazals Iransk-danske baggrund er sonisk, lyrisk og udtryksmæssigt lagret i hendes sange, hvad enten der er tale om de skrøbelige og melankolske skæringer eller de rytmisk fortættede.
Yakuza
Yakuza er en unik artist, sammensat af lige dele kærlighed til selvophøjet, flabet rap og yndige Disney-ballader – helst sunget af Mariah Carey! En modern day “Marylin Monroe”, som du kun får det bedste fra, hvis du kan rumme hende når hun er værst..! Disciplinen og hendes ufravigende fokus har hun fra sin opvækst med pigekor, Sankt Annæ og Eventyrteatret. Vildskaben har hun fra sin kærlighed til seje damer, som Christina Aguilera, Missy Elliott, Lil Kim, Nicki Minaj m.fl. ‘ Kombinationen afspejler sig med tydelighed i Yakuzas grænsesøgende repetoire, hvor lytteren aldrig bliver præsenteret for den samme sang 2 gange. Yakuza leverer uden besvær skæringer lige fra den 70’er inspirerede RnB ballade “MDMA” til det energiske og hårdtpumpede Baile Funk track “Den Bich”..
såforsatan
Såforsatan er den uskolede københavnerdreng, der mikser jazz, tung hiphop og nådesløs lyrik. Håbet er at overrumple med ærlighed, få dig til at sige ”så for satan” og opmuntre andre til at stå ved sig selv – selv når man nødvendigvis ikke er den fedeste person. Det skinner bl.a. igennem på den kommende single Aldrig Har Jeg. Med såforsatan har Danmark fået en stemme, der tør kalde en spade for en spade. Og en idiot for en idiot. Også når han selv er idioten. Den selvudleverende lyrik viklet ind i et dragende musikalsk grænselandskab sikrede såforsatan sejren i 2020’s KarriereKanonen, og foran ham venter flere singleudgivelser og koncerter.
MAS må desværre aflyse sin koncert pga sygdom. God bedring til MAS.
Vi glæder os til at se jer igen, venner!