Legendariske SINGAPORE SLING, der på trods af at have eksisteret i 12 år og udgivet 6 anmelderroste studiealbums, endnu ikke har spillet en eneste koncert i Danmark, kommer nu endelig til København.
Dette sker i anledning af udgivelsen af The Reverb Conspiracy, der er resultatet af et samarbejde mellem to pladeselskaber fra hhv. Austin, Texas og det nordligste Norge.
Mest kendt af de to må siges at være det amerikanske label The Reverberation Appreciation Society, som de seneste mange år har afholdt den famøse festival AUSTIN PSYCH FEST, og hvis personalestab blandt andet tæller to medlemmer af The Black Angels.
Udgivelsen af The Reverb Conspiracy fejres ikke blot i København, men ligeledes med release-festivaler i bl.a. Berlin, Oslo og London.
The Reverb Conspiracy består af to 12” vinyler indeholdende 19 numre af 19 stærke europæiske undergrunds acts, der alle kredser i genrene psychedelic / garage / drone / experimental / noise. Udover de 5 bands i aftenens line-up tæller pladen bl.a. hårdtslående navne som fx BLACK MARKET KARMA & DEAD SKELETONS, hvis frontfigur, Nonni Dead, i øvrigt står bag pladens cover art.
The Reverb Conspiracy bliver udgivet 10. november
Program:
19.00 The Wands (DK)
20.15 Get Your Gun (DK)
21.30 The Lucid Dream (UK)
22.45 Wall of Death (FR)
00.15 Singapore Sling (IS)
Singapore Sling (IS)
Vi har ventet længe på at kunne give dig fornøjelsen af disse mystiske mørkemænd fra det højeste nord. Bandet har siden dannelsen i 2000 skabt en dedikeret fanbase, der spænder over det meste af verden, og er om nogen værdige repræsentanter for den europæiske psych-undergrund. Singapore Sling har primært touret i USA med bl.a. Brian Jonestown Massacre og The Raveonettes. Frontmanden og grundlæggeren Henrik Björnsson, har også medlemmer med fra sit andet projekt Dead Skeletons, når Singapore Sling henlægger Pumpehuset i mørke den 20. november.
Wall of Death (FR)
Alting kickstartede for Wall of Death, da de i vinters fulgte The Black Angels som support på 15 koncerter i Europa. Og med en af de mest bemærkelsesværdige optrædener på dette års Austin Psych Fest har de nu spillet sig så meget ind i hjerterne på de ombejlede texanere, at både guitarist og forsanger i The Black Angels er featuring på Wall of Death’s kommende udgivelse. Vær forberedt på at benene bliver sparket væk under dig, når den parisiske trio byder på neo-psych i absolut topklasse.
The Lucid Dream (UK)
Fra den lille nordengelske by Carlisle, 20 km fra den skotske grænse, kommer gruppen The Lucid Dream. Gruppen var i foråret fast support på A Place To Bury Strangers’ UK tour, og har i kølvandet på dette meldt udsolgt på 7” udgivelsen ”Hits me like I’m Stoned” med 750 solgte vinyler på bare én uge. The Lucid Dream’s psykedeliske toner har høstet anerkendelse fra bands som Spectrum og The Magic Band og har haft airplay på BBC 2 og BBC 6.
Get Your Gun (DK)
Get Your Gun er ét af to danske bidrag til The Reverb Conspiracy. Trioen fra den jyske ødemark har fået store ord med på vejen fra bl.a. Drowned in Sound i forbindelse med deres optræden på branchefestivalen Tallinn Music Week, og har netop annonceret en mindre Ruslands-tour. Lyden er fundet i 60’ernes New Yorker Scene, 80’erenes post-punk, b-filmens surf-noir og elektrisk americana.
The Wands (DK)
Med afsæt i 60’ernes tidlige psych sender The Wands lytteren ud på en kosmisk rejse ned i afgrunden, hvor tunge droner og skramlende fuzz-guitarer regerer overalt. Atmosfæren er rå, men fuld af farver og uformel spontanitet. Akkompagneret af analoge psykadeliske visuals leverer The Wands et gedigent og poetisk syretrip. Deres 10” debut-ep Hello I Know The Blow You Grow Is Magic udkommer den 3. nov. på Fuzz Club Records.