PUMPEHUSET og Live Nation Præsenterer
The Cadillac Three

Pumpehuset danner rammen om ægte sydstatsrock, når The Cadillac Three tager turen fra Nashville til København endnu engang.


The Cadillac Three leverer beskidt countryrock præcis som den skal skæres. De formår at skabe et perfekt blandingsforhold mellem Nashville-country, hård rock og støvet sydstatsstemning. Hør bare bandets store hit “The South” - en hyldest til Syden, hvis man skulle være i tvivl - hvor deres musikalske udtryk i den grad peaker. The Cadillac Three kalder selv deres musik for “country-fuzz”, og det er sådan set meget rammende for den måde, bandet bevæger sig legende let mellem countryballader og godt mudrede rocksange.


Det er noget af en sangskriver, der gemmer sig hos bandet, for forsanger og guitarist Jaren Johnson har tidligere skrevet hits for countrystjerner som Keith Urban, Tim McGraw og Jake Owen, men nu flyder hans talent over i eget band, hvor det er blevet til countryrockbaskere som “Drunk Like You”, “The South” og “White Lightning”.


Bandet består foruden forsanger Johnson af Kelby Ray, der mestrer steel-guitaren, og Neil Mason på trommer. Sammen er de kendt for at levere højenergiske liveshows, der aldrig bliver for countrypolerede, men har masser af møgbeskidt kant. Siden The Cadillac Three opstod i 2011 har de sendt tre plader på gaden, hvoraf den seneste “Legacy” udkom i sommeren 2017.

Onsdag
4. mar 2020
dørene åbner
19.00
Showet starter
20.00
Pris
170 Kr. + gebyr
?>