Grundet de nuværende omstændigheder i forbindelse med Covid-19 i Europa og resten af verden flyttes Tate McRaes kommende turné - herunder koncerten i København. Vi er glade for at kunne meddele, at koncerten i Pumpehuset 8. september 2021 i stedet afholdes 3. maj 2022 samme sted. Alle billetkøbere vil modtage en e-mail fra Ticketmaster med flere informationer.
Med over 380 millioner streams af sin debut ep, er den canadiske sangerinde og sangskriver ,Tate McRae, klar til at drysse sit pop-stjernestøv ned over Europa, når hun tager på tour næste år og blandt andet gør stop i Pumpehuset 8. september.
Med sine blot 17 år er Tate McRae godt på vej til at blive en vaskeægte moderne popstjerne med et svimlende antal streams, en populær YouTube-kanal og massevis af fandedikerede Instagram-konti.
Tate udgav sin debut ep all the things i never said´, der med sine mere end 380 millioner streams gav hende en plads som en af ”YouTube’s Artist On The Rise”, og en udsolgt tour, der besøgte byer som New York, Los Angeles, Chicago, Toronto, London, Berlin og Amsterdam. På godt et år har den unge stjerne in spe fået omkring 2.5 millioner subscribers på sin YouTube-kanal og over 230 millioner video views - og især hendes “Create with Tate” serie, hvor hun løbende udgiver ny musik, har tiltrukket sig meget opmærksomhed.
Hendes fans elsker hende, og kritikerne er ligeledes begejstrede for det fremadstormende talent. Hun har netop været nomineret som PUSH Best New Artist til MTV Video Music Awards og har modtaget roser fra medier som Fader, i-D, Wonderland, NME, Young Hollywood, ET, Billboard og E! Hendes seneste single ”you broke me first” har allerede rundet mere end 175 millioner streams og bevæger sig op ad Top 40 charten. Singlen er at finde på hendes kommende ep, som er sat til at udkomme her i efteråret. Udover ”you broke me first” kommer ep’en blandt andet også til at indeholde en feature med rapperen Lil Mosey.
Verden fik første gang øjnene op for Tate McRae, da hun dansede sig til en andenplads i So You Think You Can Dance – en placering der førte til optrædener hos Ellen og til The Teen Choice Awards. Anno 2020 er Tate McRae på vej til sit helt store gennembrud som sangerinde og sangskriver, og næste efterår spiller hun sin første koncert i Danmark, når hendes tour kommer forbi Pumpehuset.