Tango-opera: María de Buenos Aires inkl. Milonga

Kom med på en forførende og berusende rejse til Buenos Aires i en original blanding af opera og argentinsk tango, når Den Jyske Opera for første gang præsenterer opera i Pumpehuset. Den Jyske Operas operachef Philipp Kochheim instruerer Astor Piazzollas mesterværk med Yamil Borges og Kurt Ravn i hovedrollerne. Forestillingen kombinerer forskellige dramatiske genrer, hvor skuespil, dans og sang i konstant skiftende konstellationer blandt de fire medvirkende vil kredse om temaerne kærlighed, sex og død i en hvirvelvind af følelser antændt af Piazzollas udødelige tango-musik fremført af et 6-mands orkester.
Uropførelsen af María de Buenos Aires i 1968 var en øjeblikkelig succes. Tango-operaen eller ”operita” (en lille opera) som Piazzolla kaldte den, gjorde sit indtog på scenerne verden over. Den væsentligste grund til værkets lange levedygtighed er Piazzollas musik; den mere moderne tango nuevo, som skaber en unik atmosfære af melankoli og lidenskab.

María de Buenos Aires
En ensom aften i Buenos Aires. En gammel mand tænker tilbage på sit livs kærlighed, som han aldrig har kunnet glemme: María, som døde for lang tid siden. Hendes ånd viser sig nu for ham, og de gennemlever hendes barndom i slumkvartererne, favelaerne, hendes drømme, hendes liv i underverdenen og i lurvede bordeller. De mindes begge deres første møde i smug og de timer, de tilbragte sammen, da de dansede i en café nogle få dage før María blev myrdet. Den gamle mand indser, at kærligheden til María først slutter, når han selv dør.

Varighed ca. 80 min. Forestillingen er uden pause.

Dirigent: Johanna Motter
Instruktør: Philipp Kochheim
Koreograf: Sean Stephens
Scenograf og kostumedesigner: Barbara Bloch

Medvirkende
María: Yamil Borges
Duende: Kurt Ravn
Den unge María: Nicole Luketic
Den unge mand: Markus Schneider
6-mands tango-orkester – med musikere fra Det Jyske Musikkonservatorium

Synges på spansk med dansk dialog.

Milonga tango-fest
Efter forestillingen kl. 20.00 inviteres alle med en billet til en María de Buenos Aires forestilling til Milonga. Milonga er en tangofest for alle, og denne aften kan publikum danse på scenen til tangomusik med aftenens musikere. Men en Milonga er også et sted, hvor du blot kan nyde en drink, kigge på dansen, lytte til musikken – og under kyndig vejledning måske kaste dig ud i de første tangotrin.