Tamikrests medrivende ørkenblues hylder med effektpedaler og djembe-rytmer Saharas uendelige vidder og tuareg-folkets kultur og musik som Tinariwen og Bombino. Ba Balance varmer op til koncerten, som præsenteres af ALICE i Pumpehuset.
På tamashek, tuareg-nomadernes sprog, betyder Tamikrest noget i retningen af at “overskride” eller at “krydse grænser”. Et rammende navn til et band, der på enestående vis forener tuareg-folkets tidløse musik med musikalske indtryk, som de har fået på deres rejser og turnéer rundt i hele verden. Hos Tamikrest væves dub, psykedelisk rock og funk elegant ind og ud af hinanden i bandets helt særlige take på den medrivende ørkenblues. Wah-guitar og melodiske vokaler står i front i et lydbillede, hvor groovy basgange og massive djembe-rytmer danner det funklende musikalske bagtæppe.
Siden Tamikrest i 2006 brød internationalt igennem med deres eminente debut, “Adagh” (Glitterhouse Records), har de taget såvel publikum som anmeldere med storm og har med base i Kidal i det nordøstlige Mali turneret verden rundt. Det har dog ikke kun været en turbulent tid for Tamikrest, men også for den region deres musik er vokset ud af. Tuareg-folket har historisk været nomader, men de seneste årtier har de været et folk på flugt og levet i borgerkrigslignende tilstande. Situationen afspejler sig naturligvis i gruppens musik, og bl.a. albummet “Chatma” er et poetisk og musikalsk vidnesbyrd om krig og flugt.
Med sig i Pumpehuset har Tamikrest seneste album på Glitterbeat Records, det fremragende "Tamotaït".Tamikrest har spillet forrygende koncerter på både Roskilde Festival og Global. Vi glæder os til at byde på deres medrivende ørkenblues i Pumpehuset.
Sagt om Tamikrest:
“The heaviest desert rock-out yet … Tamikrest’s music blazes with a righteous intensity that is almost scary.”—Songlines (Top Of The World, *****)
“Blazing with a righteous intensity born of the struggle of a people whose nomadic life is under constant threat, “Kidal” sounds like a high tide.”—Uncut (8/10)
Ba Balance
Det spritnye band Ba Balance åbner aftenen for Tamikrest. De spiller deres egen blanding af groovy blues-roots og jazzet afro-rock. Med bare to musikere på scenen, skaber de et “road-movie” agtigt landskab med guitar riffs indsvøbt i effekter, percussion grooves og vilde soli. Preben Carlsen (guitar) og Salieu Dibba (percussion) er gamle musikalske legekammerater og er herhjemme nok mest kendt fra deres mangeårige samarbejde med Moussa Diallo og Dawda Jobarteh.
Efter koncerten fyrer DJ Sabs op for en sprød torsdagsefterfest