PUMPEHUSET Præsenterer
Sort Kat Hvid Kat + Mig&Mikkel – Byhaven

For andet år i træk åbner Pumpehuset op for husets egen dejlige, grønne og afskærmede Byhave. Det bliver endnu federe end sidst og i år går vi all in på endnu flere siddepladser, grønnere omgivelser og bedre afskærmning fra trafikken.

Byhaven har åben hele sommeren, hvor vi teamer op med vores bedste musikalske venner, for at bringe en masse koncerter under åben himmel. Haven har åbent fra onsdag til lørdag, hvor der også vil være masser af tid til hygge, eksamenslæsning, fussball, grill og picnic.

Her er siddepladser nok, god stemning, fri wi-fi og kaffe på kanden. Tag blot grill og madkurve med, og køb så drikkevarerne i baren undervejs - det er dét, vi betaler musikerne med.

Biografi Sort Kat Hvid Kat
Den unge elektroniske duo Sort Kat Hvid Kat, bestående af Barbara Lind og Mads Duelund, har med deres dansksprogede synthpop og forkærlighed for retrolydende analogsynthesizere, fået opbygget deres helt eget univers.

Produktioner som Kraftwerk, en stemme som de store danske 80´er sangerinder, samt en stram rytmisk udgave af Under Byen, er blot nogle af de udtalelser den 1 år gamle duo Sort Kat Hvid Kat har på sig. Med blot 4 singler i ryggen har Sort Kat Hvid Kat allerede høstet stor ros fra P6 beat og ligget top tre på barometerlisten med singlen Stop uge efter uge.

Duoen har gjort sig bemærket live på UHØRT festivalen, P6 Beat arrangement i Huset, Loppen og Ideal Bar.

Biografi Mig&Mikkel
Bag Mig&Mikkel står musikeren Mikkel Grevsen, som med Mig&Mikkel præsentere en ny lyd på den danske musikscene. Med tykke blæser-riffs og meta- pop skaber Mig&Mikkel en flabet, tilbagelænet elektronisk lyd, der på filmisk vis giver os et indblik i ungdommens selviscenesættelse og fortæller historien om det københavnske hipster-liv.

Førstesinglen Tankeflugt handler om nutidens kreative ungdom, der har så travlt med at skabe sig en karriere, tage fotos af moderigtige oplevelser og netværke sig vej gennem Kødbyens klinkebelagte gulve, at de overser, at deres liv måske bare er en tankeflugt. For hvad har vi egentlig opnået, når vi bliver for gamle til instagram eller når vores stramme hipster-huer ser lidt for slidte ud? Er det stadig fedt at blogge om pastelfarvede bands og fixiecykler, når vi har passeret de 30 år?
Fredag
20. jun 2014
dørene åbner
Showet starter
19.00
Pris
Fri entré
?>