DET SPECIELLE ISLANDSKE METALBAND VENDER TILBAGE TIL KØBENHAVN
De er sjældne gæster på dansk grund, men til februar sker det endelig – islandske Sólstafir kommer til København, nærmere betegnet Pumpehuset. Kvartetten har ikke spillet på dansk grund siden 2010, hvor Roskilde-festivalen blev aflagt et visit, og den seneste klubkoncert fandt sted året forinden på hedengangne The Rock.
Men nu er kvartetten tilbage i stærk form med album nummer fem, ‘Ótta’, der tæller otte sange med tekster på modersmålet. Konceptpladen er inspireret af den traditionelle islandske inddeling af døgnets faser, udsat for gruppens musikalske varemærke; post-metal med smukke melodier, psykedeliske øjeblikke og anstrøg af storladen klassisk rock.
På ‘Ótta’ indgår sågar både strygere og banjo, så man kan roligt sige, at Sólstafir har udvidet den musikalske horisont, siden 2002’s albumdebut, ‘Í Blóði og Anda’. Skiven var inspireret af den nordiske black metal og stod på den måde i skarp kontrast til de andre bands på tidens Sigur Rós-anførte islandske musikscene.
De fire gutter i bandet har aldrig lagt skjul på, at de finder inspiration i Islands heftige klima, og lige fra Aðalbjörn Tryggvasons brøl i front til den mindste nuance i bunden af lydbilledet kan man fornemme vulkanerne syde, mærke gejserne i udbrud, smage salten af de eksplosive bølger, og, når der skrues ned for metallen og volumen, føle den frodige natur.
Der er med andre ord lagt op til en anderledes og særdeles stemningsfuld metalaften i Pumpehuset, når Sólstafir i 2015 endelig vender tilbage for at give de hungrende danske fans dét, de har ventet på siden Roskilde-koncerten for fem år siden.