PUMPEHUSET Præsenterer
Red Bull Music Presents: Krept & Konan + RoseGold

Red Bull Music og Soundvenue hylder Sydlondons musiktradition med den fremadstormende dansk-britiske duo RoseGold, slagkraftige Krept & Konan samt Novelist i en UK hip hop all-nighter i Pumpehuset den 20. april.

Man skal stå tidligt op for at følge udviklingen på musikscenen i UK i disse tider, hvor en bølge af afrobeat, drill, dancehall og alt derimellem blender ind med gade-genrerne og skaber et enormt flersidigt og interessant musikalsk output. Den 20. april kan du opleve tre artister, som hver især bærer dén flersidighed, men samtidig ikke er bange for at holde fast i sine rødder. Og de geografiske rødder har de til fælles – de er nemlig alle fra den sydøstlige del af London.

Red Bull Music kuraterer med Soundvenue RoseGold som det måske varmeste UK-influerede act på den danske scene netop nu. De to talentfulde brødre, hvis varme UK hip hop og r&b-vibes ikke er langt fra dem, vi hørte på tidligere Red Bull Sound Select Noah Carters debutalbum sidste år, flyttede fra Croydon til Kolding få år tilbage. Og siden det bemærkelsesværdige geografiske skifte, har de været bannerførere for at banke et spirende musikmiljø op i postnummer 6000 omkring kollektivet Rose Music og produceret tracks med bl.a. Force One-produceren Daniel Rasmussen. Koncerten i Pumpehuset bliver brødrenes første rigtige venue-koncert – og vi glæder os til at opleve Rosegold med fuldt band.

Stjerneduoen Krept & Konan er et klokkeklart eksempel på, at man kan stige til tops på hitlisterne, selvom man kommer fra den dybeste undergrund. Og på Roskildes Apollo-scene i sommer viste de to grime-rappere sublim energi, der kulminerede i ”lørdagens mest velorkestrerede moshpit” ifølge Soundvenue. Scenen virker altså sat for en højoktan grime-lektion fra duoen. Når det er sagt, droppede K & K før jul et dobbeltsidet mixtape, der var lige dele gadeattitude og afdæmpet, sexet r’n’b. Så hvem ved, hvordan stemningen bliver i den mørke Store Sal 20. april, når K & K headliner denne aften?

Når Rosegold og Krept & Konan er færdige, går efterfesten i gang nedenunder i Pumpehuset. Denne headlines af Novelist, som bringer et fuldt liveset til publikum. Han har tidligere gæstet Skeptas Konnichiwa-album og ser ud til at udgive sin debutplade ugen før koncerten i Pumpehuset. Så mon ikke vi får et væld af friske tracks krydret med hits som ”1 Sec”-anthem’et, han lavede med Mumdance. Novelist sagde for nylig til Independent, at ”I like when people see Novelist and wonder ’what’s he going to do next, what’s this new sound’. Det tegner lovende for efterfesten denne aften.
Fredag
20. apr 2018
dørene åbner
20.00
Showet starter
21.00
Pris
100 Kr. + gebyr
?>