PUMPEHUSET og ACB Music Præsenterer
Patina

Koncerten er rykket til den 26. januar - billetkøbere modtager direkte besked fra billetudbyderen.

Patina, der allerede har oplevet at vinde Karrierekanonen 2019 og turnere med Alphabeat, kommer til Pumpehuset den 9. og 10. december.

Patinas kerne er tre trommeslagere, der skiftevis giver den som frontmand og skaber et ekstatisk fællesrum, hvor man med åbent bryst kan stille sig sårbar. De tre har rødder i Svendborg og har været en del af musikerkollektivet Vellness Plader, der har været toneangivende i dansk lo-fi-pops undergrund. Deres musik er på én gang medrivende funky som 1980’erne danske guldalderpop og råt, oprigtigt som postpunken.

Der er noget på spil i deres musik, hvilket enhver, der har set en af deres koncerter, kan nikke genkendende til. Her vokser de til et kollektiv på syv mand, og Soundvenue fremhævede dem blandt årets oplevelser på Spot Festival 2019, mens Gaffa storroste deres koncert på Smukfest: ”De er som skabt til store scener". ”Når man er til koncert til os, så er man med til at skabe rummet. Vi tør være der, skrælle alle lag af, og vi håber, at folk tør være der sammen med os,” siger Søren, og Gregers supplerer: ”Vi vil gerne være et band, som giver folk modet til at slippe sig selv fri.”

Support: Firs
Firs er krautet, poetisk og punket, det er euforisk dansabelt og stramt som en spændetrøje, som et virilt ekko af 70’ernes Suicide og 80’ernes CV Jørgensen. Man glider ind og ud af sci-fi-litteratur og bukowski-kynisk kærlighedslyrik - det er intensivt malerisk i deroutens dramaturgi.
Bassen, trommerne og guitaren pumper som en støjende kødmaskine og Mathias Winther Kjeldsens massive vokal insisterer arrogant på at trække os alle ned i en underverden af ængstelighed. En uimodståelig tiltrækning, hvor du ender med at elske det, du foragter.

Og Firs har fart på. De sætter et højt tempo i musikken og de signer med Sorte Plader og Bullet Booking før første udgivelse - før nogen ved, hvem Firs egentlig er. Men snart ved vi, hvad der er undervejs, for de har travlt med at få fortalt deres sange og vist hvem de er - som om de er bange for, at i dag er deres sidste. Man fornemmer en stemning, der bærer præg af, at man aldrig ved, hvornår tiden er brugt op, og den kommer til udtryk i højspændte energiudladninger i musikken og på scenen. Det er velovervejet desperation. Måske fordi det hele omkring os er på vej til at skride - en samtidsstemning så allestedsnærværende, at det snart svimler for dem! Debut-EPen 'Det Svimler' udkom på det svendborgensiske indie-label Sorte Plader d. 13/2 2020.

På grund af den nuværende coronasituation, bliver denne koncert afviklet for siddende publikum. Vi har indrettet Pumpehuset i en corona-venlig udgave, hvor vi forener energien fra et spillested med hyggen fra en tysk bierstube. Det betyder borde/bænke-opsætning i den store sal, så det er muligt både at hygge og høre koncert med vennerne samtidig. Indretningen og rammerne for koncerterne er udarbejdet i tæt samarbejde med myndighederne for at gøre koncerterne sikre og trygge for alle.
Onsdag
9. dec 2020
dørene åbner
17.30
Showet starter
18.00
Pris
150 Kr. + gebyr
?>