PUMPEHUSET og ACB Music Præsenterer
Patina

Som følge af nedlukningen, der gælder til og med den 7. februar, bliver denne koncert flyttet til den 20. maj. Billetkøbere modtager direkte besked fra Billetto og Ticketmaster alt afhængig, hvor billetten er købt.

Patina, der allerede har oplevet at vinde Karrierekanonen 2019 og turnere med Alphabeat, kommer til Pumpehuset den 8. og 20. maj 2021. Billetter købt til de oprindelige koncerter gælder selvfølgelig også til denne udsatte koncertdato.

Patinas kerne er tre trommeslagere, der skiftevis giver den som frontmand og skaber et ekstatisk fællesrum, hvor man med åbent bryst kan stille sig sårbar. De tre har rødder i Svendborg og har været en del af musikerkollektivet Vellness Plader, der har været toneangivende i dansk lo-fi-pops undergrund. Deres musik er på én gang medrivende funky som 1980’erne danske guldalderpop og råt, oprigtigt som postpunken.

Der er noget på spil i deres musik, hvilket enhver, der har set en af deres koncerter, kan nikke genkendende til. Her vokser de til et kollektiv på syv mand, og Soundvenue fremhævede dem blandt årets oplevelser på Spot Festival 2019, mens Gaffa storroste deres koncert på Smukfest: ”De er som skabt til store scener". ”Når man er til koncert til os, så er man med til at skabe rummet. Vi tør være der, skrælle alle lag af, og vi håber, at folk tør være der sammen med os,” siger Søren, og Gregers supplerer: ”Vi vil gerne være et band, som giver folk modet til at slippe sig selv fri.”

Support: Slørede Linier

På grund af den nuværende coronasituation, bliver denne koncert afviklet for siddende publikum. Vi har indrettet Pumpehuset i en corona-venlig udgave, hvor vi forener energien fra et spillested med hyggen fra en tysk bierstube. Det betyder borde/bænke-opsætning i den store sal, så det er muligt både at hygge og høre koncert med vennerne samtidig. Indretningen og rammerne for koncerterne er udarbejdet i tæt samarbejde med myndighederne for at gøre koncerterne sikre og trygge for alle.
Onsdag
27. jan 2021
dørene åbner
20.30
Showet starter
21.00
Pris
150 Kr. + gebyr
?>