PUMPEHUSET Præsenterer
Paper Tigers + Dirty Old Town - Byhaven

For andet år i træk åbner Pumpehuset op for husets egen dejlige, grønne og afskærmede Byhave. Det bliver endnu federe end sidst og i år går vi all in på endnu flere siddepladser, grønnere omgivelser og bedre afskærmning fra trafikken.

Byhaven har åben hele sommeren, hvor vi teamer op med vores bedste musikalske venner, for at bringe en masse koncerter under åben himmel. Haven har åbent fra onsdag til lørdag, hvor der også vil være masser af tid til hygge, eksamenslæsning, fussball, grill og picnic.

Her er siddepladser nok, god stemning, fri wi-fi og kaffe på kanden. Tag blot grill og madkurve med, og køb så drikkevarerne i baren undervejs – det er dét, vi betaler musikerne med.

Paper Tigers
Med spidse sko, blomstrede skjorter, mod-frisurer og attituden på rette plads, er rockbandet Paper Tigers på vej ind i danskernes bevidsthed. Paper Tigers skriver sange, der blander 60’ernes engelske rockmusik med 90’ernes britpop, og leverer altid de velskrevne sange, med en enorm energi på scenen.

Paper Tigers er inspireret af bands som The Beatles, Oasis, Led Zeppelin og Kasabian.De har i over 3 år turnéret Danmark rundt – blandt andet som support for The Blue Van og Norges største rockband, BigBang.

Sidste år gæstede de SPOT festival og er nu klar til at gæste festivaler og diverse sommerarrangementer landet over. Paper Tigers vandt i 2011 en Underground Music Award for Årets Rocknavn og i februar 2012 udsendte de deres debut EP ‘If We May?’, der fik airplay på diverse udenlandske radiostationer. Lige nu er de fire fyre i gang med at indspille deres debut album, sammen med producer Søren Andersen i Medley Studios, og forventer at udgive deres første fuldlængde album i løbet af  2014.

Bandet består af forsanger og guitarist Linus Valdemar, hans bror Andreas Valdemar på bas og kor, samt Max Hoffmeyer på keyboards og kor, og Nicklas Løvén på trommer og kor.

Dirty Old Town
Dirty Old Town er lyden af den tørstige sjæls ørkenvandring efter åbenbaringen og den næste whiskybar.

Det tunge hjerte slår med 33 omdrejninger i minuttet, og de hvileløse fødder og støvede støvler fortsætter deres trætte gang ned ad den amerikanske highway mod solnedgangen.

Bag Dirty Old Town finder man Morten Christensen. Den 31-årige sanger og sangskriver har kastet sin kærlighed til den musik, der var med til at ændre verden I midt-tresserne. Morten Christensen er blevet hjemsøgt af Jack Kerouacs rastløse sjæl og Bob Dylans frihedshungrende sind, og med sine sange om døden, begær, kærlighed og sin søgen efter revolutionen skaber han et cool og psykedelisk univers, hvor djævlen konstant sidder på lur og ånder dig koldt i nakken.

Den 18 November 2013 udkom debut-albummet “No Returning Home” som stream, download, på CD og Vinyl. Pladen har høstet rigtig gode anmeldelser og indeholder 10 personlige, velskrevne og stemningsfulde sange. Med på holdet på indspilningerne og live har Morten Christensen en fantastisk håndfuld musikere fra hedengangne Highway Child og WRONG SIDE OF VEGAS.
Torsdag
22. maj 2014
dørene åbner
Showet starter
19.00
Pris
Fri entré
?>