PUMPEHUSET Præsenterer
Mund De Carlo

Mund de Carlo er sproglig opfindsomhed og rap-teknisk overskud leveret til lyden af rå baggårdstrommer, opløftende horntemaer og støvede stemningsfulde samples.

De sidste to år har den Nørrebroske rapper udgivet pladerne Frit Fald (2014) og Ordene Først (2015) via sit eget selskab, Struglaz. Begge udgivelser modtog flere femstjernede anmeldelser, og står som klare eksempler på hvordan fraseologisk nytænkning, kompleks rimteknik og konstant udfordrende flows kan forenes fortrinligt med den rette afsender.

Gaffa gav Ordene Først fem stjerner og skrev blandt andet: ”Mund de Carlo er en interessant artist at følge, for han bliver ved med at udvikle sig - bliver ved med at præcisere sin stil og måde at gøre tingene på.”

Nysgerrigheden og lysten til at bryde formatets grænser er ikke til at tage fejl af i den ærlige og billedmalende lyrik, der dykker ned i alt fra gadens historier til systemkritik og fantasifuld ordleg. Det er tekst og vokallevering der kræver noget af dig som lytter, hvis du vil have den fulde oplevelse med.

Mund de Carlo har de seneste to år kun spillet 2 regulære headliner shows i København. Nemlig de to release-koncerter. Pumpehuset lægger d. 13 maj ramme til en fuld koncert med noget af det mest interessante danske rap herhjemme. Udover Mund de Carlo i front består livekonstellationen af Lee Tomas på trommer, Genius på MPC og liveproduktion og en af de mest lovende danske rappere, Annelise, på backupvokal. Derudover kan man kan forvente en god håndfuld markante gæsteoptrædener fra venner og tidligere features, i en koncert der samler alt det bedste fra bagkataloget og måske også byder på helt nyt materiale.
Fredag
13. maj 2016
dørene åbner
20.00
Showet starter
21.00
Pris
120 Kr. + gebyr
?>