Tag med på en rejse tilbage i tiden, hvor kønshåret gror op til navlen under monokromt farvede klæder, hvor store dele af universet stadig er uopdaget, og hvor en bevidsthedsudvidende psych-pop-sang blot behøver tre akkorder for at gå lige i hjertet. Moon Duo, bestående af Ripley Johnson (Wooden Shjips) og Sanae Yamada, er tilbage i København med albummet ’Stars Of The Light’, duoens syvende fuldspiller på 10 år.
Moon Duo har siden 2009 skrevet adskillige vellydende kapitler i en stram fortælling, der omhandler Johnson og Yamadas fælles kærlighed for psykedelisk 60’er-rock og transcenderende kraut-grooves. Fra album til album tager Moon Duos klassicistiske og detaljerige melodier nye drejninger, og hvert udspil fungerer næsten som en arkæologisk, antropologisk opdagelse af et hjørne fra rockens historie. Over tiden har Moon Duos sangskrivning været inspirereret af alt fra okkulte kræfter, proto-punk og senest af 70’er-discoens frigørende samhørighed – alt sammen med en velkendt skabeleon af effektladede guitarsoloer, loopende synths og pulserende rytmer. Og mens de klare til inspirationskilder fra grupper som Suicide og Spacemen 3 er løsnet, har Moon Duo udviklet sin egen musikalske identitet uden skelen til Johnson og Yamadas foregangsmænd.
På Moon Duos seneste udspil, ’Stars Are The Light’, der udkom i september og blev kåret som ’månedens album’ på Stereogum, aner man sågar spor af balearica og rave fra 1980’ernes Madchester-lyd under de elektroniske, trippede arrangementer. Det er elementer, der uden tvivl kan starte en psykedelisk fest, når de folder sig ud live.