PUMPEHUSET Præsenterer
Masked Wolf

Koncerten er aflyst - billetkøbere bliver automatisk refunderet af Billetlugen.

Den australske rapper, hvis gigahit ”Astronaut in the Ocean” er blevet streamet over 1 milliard gange, giver sin første danske koncert den 29. maj i Pumpehuset.

Masked Wolfs kometagtige karriere er historien om, hvor langt man kan komme med at arbejde hårdt og tro på sig selv. For ganske vist har gigahittet ”Astronaut in the Ocean” sikret den hypede australske rapper medlemskort til Spotifys eksklusive Billions Club for musikere med et hit, der er blevet streamet 1 milliard gange. Men skruer vi tiden en håndfuld år tilbage, var han ’bare’ en ambitiøs rapper og producer – flasket op med Eminem og 50 Cent – som knoklede løs i sit hjemmestudie, bygget for lånte penge.

Det ændrede sig dog så småt i 2019, hvor han udsendte den mørke, men også storladne single ”Speed Racer”, der blev et hit i hjemlandet. Året efter udsendte Masked Wolf så nummeret, der for altid ændrede hans liv: den dunkelt trappede ”Astronaut in the Ocean”, som med sin ærlige tekst om at stirre direkte ind i depressionen langsomt, men sikkert skaffede ham fans over hele kloden. Nummeret blev et sleeper hit. I løbet af 2020 voksede det sig større og større på TikTok, hvorfor det legendariske amerikanske pladeselskab Elektra Records (AC/DC, Destiny’s Child, Macklemore, Metallica) signede Masked Wolf og genudsendte ”Astronaut in the Ocean” – og så stak det helt af! Nummeret peakede som nr. 4 i hjemlandet og nr. 6 på den amerikanske singlehitliste og har i dag næsten 1,1 milliarder streams på Spotify, hvor Masked Wolf har over 8 millioner månedlige lyttere.

Masked Wolf fulgte i 2021 op på monsterhittet med sit debutmixtape ”Astronomi”, hvor han demonstrerer en enestående evne til at skrive melankolske hiphop-bangere, drevet frem af kølige produktioner med tunge trap-beats og sin mørke, autoritære vokal. Han har desuden arbejdet sammen med kunstnere som Bebe Rexha, Bring Me the Horizon og rapkollegaen Kevin Gates. I slutningen af 2022 udkom de stærke singler ”Sailor on the Moon” og ”Butterflies and Bandaids”, og senest udsendte Masked Wolf i januar det stemningsmættede nummer ”The Story”, der forhåbentlig er et forvarsel om mere ny musik fra ham i 2023. Og mon ikke de er på setlisten, når det australske rapfænomen giver sin første danske koncert den 29. maj i Pumpehuset.
Mandag
29. maj 2023
dørene åbner
19.00
Showet starter
20.00
Pris
180 Kr. + gebyr
?>