Den sataniske damptromle af blasfemisk svensk black metal, Marduk, ruller ind i Bombehuset til december.
Marduk har siden deres sidste københavnerbesøg i 2013 udgivet både “Frontschwein” og “Viktoria”, der på hver deres måde beviser, at Marduk, efter mere end 25 år på scenen, stadig holder black metal-fanen højt. Bandets altoverskyggende lyriske tema og æstetik har siden hovedværket “Panzer Division Marduk” fra 1999 bevæget sig omkring og været inspireret af uhyrligheder fra Anden Verdenskrig og Det Tredje Riges propagandamaskine. Tematikken bliver videreført på Marduks seneste fuldlængde “Viktoria”, der både indeholder klassiske Marduk-kvaliteter, som maskingeværsalver af blastbeats, nådesløse sorte riffs og Mortuus' karakteristiske raspende growl, men også viser bandet fra en tungere side med numre som “Tiger I” og “Silent Night”.
Vi glæder os til at få serveret en giftig blanding af de nyeste udgydelser og forhåbentlig et par klassiske black metal-perler fra mesterlige “Plague Angel” og “Rom 5:12” denne mørke vinteraften. Med sig på tour har Marduk det tysk/schweiziske black metal-band Unlight og old school heavy-metallerne i Attic.