EKSTRA UPDATE: Kom til gratis talk med Mala inden koncerten.
I samarbejde med Red Bull Music Academy byder vi indenfor kl 18.30 til en intim talk med Mala himself. Engelske Emma Warren fra BBC guider os igennem Mala's historier og tanker bag hele MALA IN CUBA-projektet.
Arrangementet er gratis, men giver IKKE adgang til selve koncerten. Hertil kræves stadig billet.
Mala kan tælles blandt de mest betydningsfulde og indflydelsesrige bidragsydere på den i dag voldsomt populære bas-scene. Han er kendt som en af dubsteppens originale bagmænd, og er verden over respekteret for sit arbejde som dj og producer.
Det er med stor fornøjelse at OHOI! og Red Bull Music Academy torsdag 6. juni 2013 kan invitere den legendariske engelske dubstep-innovator Mala tilbage til hovedstaden, hvor han vil optræde live i Pumpehuset med sit seneste albumudspil MALA IN CUBA.
Mala har tidligere optrådt som dj til en række succesfulde OHOI!-arrangementer, herunder til bl.a. udsolgte KB18 og Store Vega, og er udnævnt som den første resident artist hos OHOI!. Til forskel fra Malas tidligere besøg, er dette besøg dog helt nyt territorium for både kunstner og arrangør, idet basmusik-legenden denne gang kan opleves live for første gang i Danmark.
2000F fra OHOI! – der i søndags vandt prisen for Årets Danske Event til Danish DeeJay Awards – har selv tidligere rejst i Cuba, og har fulgt Malas musikalske rejse mellem Havana og London bl.a. til verdenspremieren på MALA IN CUBA, udtaler:
Mala er ubetinget en af de mest interessante og visionære kunstnere indenfor basmusikken. Han er en af de ganske få, vi kontinuerligt bliver ved med at invitere til Danmark – og han overrasker hver eneste gang. Med sin seneste udgivelse, MALA IN CUBA, formår han at fusionere cubansk, britisk og jamaicansk musik - på både album og live til koncerterne. Det er første gang, at vi i OHOI! arrangerer en decideret koncert. Det tog os elleve år at nå hertil, men MALA IN CUBA er det helt rigtige.
Albummet MALA IN CUBA er indspillet i Havana, og er en vellykket hybrid, der tager de traditionelle cubanske genrer på et musikalsk møde med klassisk jamaicansk dub og moderne engelsk baskultur. Albummet, som er udviklet og udgivet i samarbejde med den legendariske engelske producer og radiovært Gilles Peterson, udkom i efteråret 2012 til stor begejstring hos bl.a. anmelderne fra de anerkendte Resident Advisor og FACT Magazine.
Med et tre mand stort orkester, der tæller pianist, to percussionister og Mala selv bag mixerpult og effektmaskiner, vil den dybe dubstep-bas blive blandet med dub-effekter, afrocaribisk percussion og cubansk klaver. Det er live, det er i Pumpehuset, det er OHOI!, det er RBMA, det er den 6. juni og billetterne er til salg nu.
Lyt til et mix MALA har lavet for Radio 1 Essential Mix her