PUMPEHUSET og Down The Drain Concerts Præsenterer
Local Natives

Den californiske gruppe tager ny musik med i Pumpehuset til efteråret

I sidste uge udsendte Local Natives singlen ”Tap Dancer”, der flot peger frem mod bandets første nye album i tre år. ”Violet Street” lander i butikkerne 26. april, og i samme forbindelse annoncerer Local Natives nu, at de er klar til at vende tilbage til Danmark.

Laurel Canyon-traditionen med sine stærke vokalharmonier og drømmende melodilinjer er en fundamental del af musikken fra Local Natives, der blev dannet i surferparadiset Orange County og i 2008 flyttede til idylliske Silver Lake for at skrive deres debutplade. ”Gorilla Manor” var dengang både en kritisk og kommerciel succes, og på deres efterfølgende turné spillede de deres første danske koncert på Roskilde Festival.

Siden har bandet bag sange som ”Breakers”, ”World News”, ”Wide Eyes” og ”Dark Days” gæstet Danmark ved flere lejligheder, og da de ramte København to gange i forbindelse med udgivelsen af albummet ”Hummingbird”, kunne de indkassere fem stjerner fra både Soundvenue og GAFFA.

”Selv om det ofte var efter samme opskrift, fik Los Angeles-kvartetten skabt en koncert, der rev originalskæringerne ud af albumformatets konforme riller og gav den folkede lyd et nyt og mere løssluppent liv. Det er en koncerts fornemmeste opgave, og den opgave mestrede Local Natives til fulde”, skrev Soundvenue dengang.

Særligt gruppens vokalharmonier er en fornøjelse at opleve live, og de charmerende og solbeskinnede popsange leveres med stor indlevelse af et orkester, der ynder også at blande lidt afropop ind i sangene med de store omkvæd. Local Natives har siden begyndelse haft et stort publikum herhjemme, og der bliver med garanti gensynsglæde, når den californiske gruppe til efteråret tager albummet ”Violet Street” med til Danmark for første gang.

Local Natives kan opleves i Pumpehuset søndag den 6. oktober, og billetter kan købes fra torsdag 18. april kl. 10.00 via Ticketmaster.dk.
Søndag
6. okt 2019
dørene åbner
19
Showet starter
20
Pris
220 Kr. + gebyr
?>