Lil Darkie bringer sine eksperimenterende trap-sange til Pumpehuset.
Lil Darkie og hans band, The Dark Army, rejser over Atlanten endnu engang for at afslutte deres 2023 verdens-tour med 12 shows på tværs af Europa. Lil Darkie er en af de mest kontroversielle skikkelser indenfor nyere hip-hop. Han har opbygget en unik stil, hvor han kombinerer alt fra country og R&B til noise og ældre hip-hop – en cocktail, der ofte er blevet betegnet som ‘trap metal’.
Med sit hidsige flow og tunge beats leverer Lil Darkie nogle af de mest intense koncerter på hip-hop-scenen. Hans stil er ekstremt eksperimenterende og hans tekster ekstremt provokerende, så lytteren skal holde tungen lige i munden når Lil Darkie kanaliserer sin vrede ned i sine sange.
Billetsalget starter den 3. februar kl. 11.00.