Der er dømt musikalsk tidsmaskine – Motown, jazz og soul, når det Brooklyn-baserede Boston-band, Lake Street Dive, til april vender tilbage til Pumpehuset.
Lake Street Dive startede som et fritidsprojekt tilbage i 2004, da de fire medlemmer mødtes på Bostons musikkonservatorium. Egentlig studerede de alle jazz, men de fandt sammen om en fælles kærlighed for klassisk pop, især fra 60'erne; Beatles, Supremes, Dusty Springfield og Beach Boys.
Men fritid blev til fuldtid i 2012, da kvartettens akustiske gadefortolkning af Jackson Fives 'I Want You Back' blev et viralt hit på YouTube. Efterfølgende blev de fire amerikaneres album fra sidste år, 'Bad Self Portraits', et hit blandt anmeldere og nye fans.
Lake Street Dive tog efterfølgende ud på turné, som i maj bragte dem forbi et nær udsolgt Pumpehuset efter to udsolgte koncerter i Huset-KBH i 2013. Og til april rammer Lake Street Dives triumftog atter Pumpehuset. Til den tid har de et spritnyt album, 'Side Pony', med i bagagen, som samtidig bliver deres debutalbum på det toneangivende pladeselskab Nonesuch Records. Den lovende førstesingle, 'Call Off Your Dogs' (lyt nedenfor), er netop sluppet.
Boston-bandets sveddryppende og medrivende live-optrædener har endnu ikke fået den store medieomtale herhjemme. Men vi garanterer et brag af en vintage-fest, når kvartetten hylder den amerikanske sangskats allerstærkeste æraer.