Milano-bandet Lacuna Coil kan i år fejre 18 års fødselsdag, og det gør de blandt med et nyt album og et besøg i København.
Det nye album, Dark Adrenaline, udkom 24. januar i år og manifesterede, at Lacuna Coil er det absolut stærkeste italienske rocknavn. Med deres blanding af pompøse melodier, tunge guitar-riffs og vokalharmonierne mellem de to sangere Cristina Scappia og Andrea Ferro leverer Lacuna Coil et fremragende bud på, hvordan goth-metal skal lyde i 2012, og albummet nåede da også en imponerende 15-plads på Billboards Top 200.
Siden dannelsen i 1994 har Lacuna Coil skiftet navn to gange. Førhen hed de Sleep of Right og senere Ethereal, men i 1998 endte de altså med at kalde sig Lacuna Coil og udsendte kort tid efter deres debut-EP. I 1999 udkom debutalbummet In The Reverie og siden da er det blevet til yderligere fem albums, der tilsammen har solgt mere end to millioner eksemplarer på verdensplan.
Gennembruddet kom for alvor med albummet Comalies fra 2002, der bragte Lacuna Coil til USA, hvor de bl.a. spillede på Ozz-fest. Opfølgeren Karmacode bragte dem det sidste stykke og i 2006 optrådte de på hovedscenen ved både Ozz-fest og Download Festival i England.
De er for nylig blevet nomineret til Bedste Internationale Band ved Revolver Golden Gods Awards.