Skin And Bones Tour

Kirk Knight

Selvom New York ikke har vist sig lige så indflydelsesrig som Los Angeles og Chicago de seneste år, vægter hiphophovedstaden stadig tungt på landkortet. Det kan vi blandt andre takke Brooklyn-crewet Pro Era for, der med Joey Bada$$ i front har vist, at byen langtfra lider af mangel på stærke talenter. Seneste skud fra Pro Era-stammen er kollektivets go-to-producer Kirk Knight, der efter flere år som nummer to i hakkeordenen for alvor trådte ud i lyset med sidste års stærke Late Knight Special-udgivelse. Den 30. oktober er han endelig parat til at fylde Pumpehuset med stærke rim, når han indtager scenen med sit første danske headlinershow.

Kirk Knight greb første gang mikrofonen på ‘Where It’s At’ fra labelkammeraten Joey Bada$$’ debutmixtape 1999. Siden har han markeret sig med stærke produktioner for blandt andre Mick Jenkins, Smoke DZA, Flatbush Zombies og igen på Joey Bada$$’ debutalbum B4.DA.$$, hvor især ‘Big Dusty’ og ‘Hazeus View’ kræver et lyt.

I efteråret ramte Kirk Knights albumdebut, Late Knight Special, endelig gaden og modtog straks store roser fra hiphopsitet HipHopDX, der kaldte albummet “a sonic oeuvre of contemporary East Coast Hip Hop rooted in tradition, yet stunningly present.” Inspirationen fra hiphoppens gyldne æra er også tydelig på Late Knight Special, men i modsætning til så mange andre formår han at bygge videre på fortiden i stedet for leve i den. Se frem til en aften med et af tidens største hiphoptalenter, der meget snart vil være på alles læber.