Nyt album og nyt samarbejde. Joan as Police Woman har allieret sig med multimusikeren Benjamin Lazar Davis på sit kommende album. Til december gæster duoen Pumpehuset.
Den 21. oktober udsender Joan "As Police Woman" Wasser sit sjette album, 'Let It Be You'. Det følger op på 2014's roste 'The Classic', der dengang bragte hende forbi DR Koncerthuset, men denne gang viser Joan as Police Woman endnu en ny side af sig selv.
Hun har spillet sammen med alle fra Antony og Rufus Wainwright til Lou Reed og David Sylvian, og på sin nye plade får hun hjælp af multimusikeren Benjamin Lazar Davis. Wasser mødte Davis i Brooklyn, hvorfra samarbejdet udsprang, og resultatet er Joan as Police Womans mest eksperimenterende og elektroniske album til dato.
På coveret poserer hun og Davis i kedeldragter bagved en ElectroComp-synthesizer, og ifølge duoen så er pladens popsange inspireret af noget så sælsomt som det centralafrikanske pygmæfolks fløjteostinater! Men altså via en vintage synthesizer.
Der er ingen tvivl om, at duoen vil overraske i Pumpehuset til december, men der vil også være plads til nyfortolkninger af sange fra Joan as Police Womans efterhånden temmelig omfattende bagkatalog, der til den tid tæller fem plader og et coveralbum.