Den står på hiphop i verdensklasse, når west coast-rapperen Jay Rock fra Top Dawg Entertainment-slænget indtager Pumpehuset den 7. februar 2019.
Som den første signing på Top Dawg Entertainment har Jay Rock været med til at bane vejen for navne som Kendrick Lamar, Schoolboy Q og Ab-soul. Mens de førnævnte udfylder hver deres musikalske rolle hos Top Dawg, udfylder Jay Rock rollen som den hårdkogte, lyrisk stærke, klassiske rapper med old school hiphop-værdier. Det har han gjort siden debutten “Follow Me Home” fra 2011 og på opfølgeren fra 2015 “90059”, som er postnummeret på det hårde Watts-kvarter i L.A., hvor Jay Rock - eller Johnny Reed McKinzie, Jr - er vokset op.
Efter en næsten fatal motorcykelulykke i 2016 mistede Jay Rock sin musikalske inspiration og røg ind i en depression, men i sommeren 2018 vendte han så endelig tilbage bag mikrofonen med det kritikerroste album “Redemption”, hvor han tager lyrisk favntag med det at få en chance til efter ulykken. På “Redemption” holder Jay Rock sig i den hiphop-bane, som har startede i, med rap fra øverste skuffe om det grove gadeliv, ghetto-problematikker og kriminalitet, men tilføjer nye musikalske lag med mere underspillede beats og nye lyriske lag i form af en mere moden, reflekterende stemme.
Jay Rock har siden debutten været omgivet af rappens sværvægtere og har samarbejdet med en stor håndfuld af dem. På “Follow Me Home” gæsterappede Lil Wayne, will.i.am og Tech N9ne, på opfølgeren “90059” var Black Hippy, Isaiah Rashad og Lance Skiiiwalker en tur forbi studiet og på den seneste plade rapper J. Cole, Jeremih og Future med. Fælles for alle pladerne er samarbejdet med Kendrick Lamar, der har en finger med i det hele, bl.a. på supernummeret fra “Redemption”, “King’s Dead”, der også var med på Black Panther-sountracket. Jay Rock har dog også haft en finger med i Kendricks karriere, og mange har måske endda lært Jay Rock at kende gennem hans fænomenale gæsteoptræden på Lamars gigahit “Money Trees”.