INDISCIPLINARIAN FEST 2018 - første udgave af selskabets nye festival - finder sted i Pumpehuset i København lørdag 19. maj 2018, hvor syv label-relaterede bands vil spille koncerter. SMERTEGRÆNSENS TOLDERE, UXDXS og BIG MESS starter kl. 18 udenfor i Pumpehusets Byhave med gratis entré, hvorefter SOLBRUD, ORM, RISING og PARASIGHT fortsætter kl. 21 i Pumpehuset med en entré på 120 kroner. Udover bands vil der være DJ’s, distro og mad i den hyggelige have og Pumpehusets sorte sal. Posteren til INDISCIPLINARIAN FEST 2018 er skabt af illustrator og tatovør Dennis Seide fra Haervaerk Tattoo, og de første halvtreds gæster i Pumpehuset vil få en fysisk poster med hjem.
INDISCIPLINARIAN har siden starten i 2013 markeret sig som Danmarks mest kompromisløse metal- og hardcore-pladeselskab med udgivelser fra bands som Solbrud, Fossils, Orm, Rising, Piss Vortex og Parasight. Selskabet opfatter sig selv som et seriøst alternativ til den kommercialiserede del af den uafhængige musikbranche, ikke mindst inden for metal og beslægtede genrer. INDISCIPLINARIAN kuraterer deres udgivelser ud fra parametre som kunstnerisk tyngde, personlighed og realiseret ambition, og netop disse træk er gennemgående hos alle de kunstnere, som INDISCIPLINARIAN arbejder med.