Endelig vender canadiske Half Moon Run tilbage til København
Trioen Half Moon Run fra Montreal vender endelig tilbage til Danmark, efter de sidste gang gæstede Store VEGA i februar 2020 til stor ros fra Bands of Tomorrow, der kvitterede med 5/5 stjerner og ordene: "Half Moon Run er unægteligt et liveband i særklasse. Der er langt imellem koncerter, hvor balancen mellem musikalsk perfektion, nerve, nærvær og ydmyghed er så perfekt afstemt, som det jeg var vidne til på scenen i Store VEGA".
Gruppen besøger til november flere europæiske byer, og nyheden falder sammen med udgivelsen af nummeret ”Fatal Line”, som er trioens bidrag til det kommende konceptalbum 1969, der hylder 60’ernes folk-bølge. Half Moon Run, hvis seneste studiealbum A Blemish in the Great Light landede som nummer 3 på den canadiske album chart, har over 10 år opbygget et ry som et af Canadas fornemmeste indiebands.
Med acts som Arcade Fire og Grimes har musikverdenens fokus længe været orienteret mod Montreals pulserende DIY-scene, og den opmærksomhed blev kun skærpet, da Conner Molander, Dylan Phillips og Devon Portielje tilbage i 2012 udgav det storroste debutalbum Dark Eyes med højdepunkter som ”Full Circle” og ”Call Me in the Afternoon”. Albummet skød afsted mod toppen af de amerikanske alternative hitlister og skaffede dem en deal med toneangivende Glassnote Records og Mumford & Sons’ Ben Lovetts pladeselskab Communion i UK. Efterfølgerne Sun Leads Me On fra 2019 og senest A Blemish in the Great Light så gruppen konstant afsøge nye områder i spændingsfeltet mellem folk, art rock og indiepop, altid med deres genkendelige, harmoniske signaturlyd som fællesnævner.
Live er Half Moon Run i en liga for sig. De tre multitalenter bytter løbende instrumenter på scenen, mens deres stemmer flyder ind og ud af hinanden i kuldegysningsfremkaldende harmonier. Efter 10 år, tre album, hundredevis af koncerter og sidste års EP Inwards & Onwards er Half Moon Run stadig i toppen af deres game, og det får publikum at mærke, når de indtager Pumpehuset den 2. oktober 2023.