Fri entré til efterfest med DJ SexyLazer fra kl. 23.00
Goss vender tilbage d. 17. september med den nye single ’Ocean’ og annoncerer samtidig hans kommende og hidtil største danmarksturné, der med navnet ’I FEEL LIKE PLANET EARTH TOUR’ tager ham rundt til 19 byer i marts og april 2022, hvor han også stikker forbi Pumpehuset. Goss udtaler følgende om hans kommende turne: “Jeg glæder mig mega meget til at komme ud og spille min største tour rundt i Danmark nogensinde. Jeg føler i høj grad at min musik hører til i hele landet og ikke bare i Århus og København, så jeg er super glad for at vi mere eller mindre kommer rundt til hver en krog. Der brænder en kæmpe ild i mig for at komme ud og spille min musik live. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har været så psyked over at komme ud og spille min musik som jeg er i de her dage”
Den nye single ’Ocean’ udkommer som opfølger på ’Mad Man’ og den seneste single ’Adrenaline’, førstnænvte blev P3’s Ugens Uundgåelige, og begge singler har med succes på radioen sat en endelig streg under, at Goss i den grad hører til i toppen blandt de mest interessant pop-artister herhjemme. Dette nye kapitel kommer efter, at Goss i slutningen af 2020 udgav det ekstremt anmelderroste debutalbum ’Group Therapy’, der med Soundvenues ord ”bør cementere ham som en af de mest spændende popkunstnere i Danmark”. Goss har siden 2017 været på en rejse, der har budt på udsolgte koncerter, en europæisk support tour for verdensstjernen Mura Masa og ikke mindst optrædener på bl.a. Roskilde Festival, Heartland Festival m.fl. Nu er han klar til at fortsætte hans nye kapitel med singlen ’Ocean’ en form for videreførelse af den Goss, som vi hørte på ’Group Therapy’ – men samtidig et nyt kapitel, hvor Mads fortsat bevæger sig tættere og tættere på kernen af hvem han er som artist.
’Ocean’-singlen tager sit udgangspunkt i følelsen af at livet aldrig bliver lige så trygt, og frit, og simpelt som det var da man var barn. En sang, der har afsæt i Mads Damsgaards egne følelser om, at han det sidste års tid har haft en følelse af ikke helt at kende sig selv – en følelse, af at være vokset ind i en krog, hvor han ikke hører til – en følelse af at være en forvrænget voksen udgave af den han engang var. I hans søgen tilbage fandt Goss ud af, at forbindelserne til de versioner han har været tidligere, var nemmere at opnå i naturen. Måske fordi den ikke rigtigt ændrer sig mærkbart? Det er svært at huske hvem man er som 11-årig, når man sidder i en lejlighed i København. Men ved havet eller i skoven - der er det nemmere at huske ham.
SheCanPlay-talenter som support
Goss tager et stort hold unge, kvindelige talenter fra SheCanPlay med som support på sin tour. I Pumpehuset spiller Thea Blay og Thea Dora support.
De seneste år er der kommet stort fokus på den skæve kønsbalance på den danske musikscene. På baggrund af denne problematik startede de to garvede branchekvinder Sarah Sølvsteen og Karen Vincent initiativet SheCanPlay tilbage i 2018. Formålet er at skabe et community for unge kvinder mellem 14-24 år, der kan møde ligesindede, udvikle sig sammen og modtage undervisning i blandt andet at producere, sangskrivning, branchekendskab og kunstnerisk udvikling.