Byhaven åbner kl. 15.00
Koncerterne starter kl. 19.00
På grund af den nuværende situation med Covid-19 og strenge retningslinjer i forbindelse med koncertafvikling, er det desværre ikke muligt at gennemføre Fastpoholmen koncerten i Pumpehuset d. 10. september. Vi har heldigvis fået mulighed for at rykke koncerten til Pumpehusets udendørs scene, Byhaven, på samme dag med en kapacitet på 250 siddende publikummer. Der er fri entré til alle koncerter i Byhaven, og din forsalgsbillet vil derfor blive refunderet.
Byhaven er kendt for koncerter, hvor man kan stå tæt, helt op til scenekanten, og sammen med resten af publikum danse solen ned. Denne sommer bliver det en smule anderledes, da festen og musiklytningen på myndighedernes anbefalinger skal foregå siddende ved bordene. Byhavens kapacitet er begrænset til 250 siddende gæster, så vil du være sikker på en plads, er det en god idé at komme tidligt.
De musikalske legebørn Fastpoholmen rammer Pumpehuset d. 10. september 2020, og det vides endnu ikke præcis, hvad eller hvem, der deltager, eller hvordan aftenen vil forløbe. Det eneste, der er sikkert, er at det bliver et overflødighedshorn af god musik, musikalsk leg og rum til at danse.
Fastpoholmen er et unikt skandinavisk band med komponist og sanger Adam Fastholm og hans kusine Dawn Fastholm i spidsen. Øresundsbastarderne, som de også er blevet kaldt, har skabt deres helt egen genre, som er en dejlig blanding af viser, reggae, ska, afro, indie og elektronisk. Det lyder vanvittigt på papir, men alt giver mening, når du hører musikken. Fastpoholmen har eksisteret som et band siden 2010. De har udgivet 4 studioalbums og 2 EP'er. Deres mest populære sange er Himlen (2010), Över (2013), Tilsammans é vi bra (2016), Dudu (2018) og Swing o Boogie Groove (2020). Bandets danske uhøjtidelighed og svenske melankoli giver musikken et særdeles nordisk udtryk, men kombinationen af Adams unikke samples, de stærke sange og de talentfulde musikere skaber samtidig en original og international lyd. Der er intet at sammenligne Fastpoholmen med! De skal opleves, og du bliver aldrig skuffet.