PUMPEHUSET Præsenterer
EMERGENZA FESTIVAL

Ved semifinalerne kvalificerede 10 talentfulde bands og grupper sig til sæsonens første KBH-finale i den internationale musikkonkurrence Emergenza Festival, som afholdes onsdag d. 17. januar i Pumpehusets store sal.

Denne aften skal talenterne dyste om at blive kåret som vinder af finale #1 i København, af en jury sammensat af musikbranchefolk fra både ind- og udland. Vinderen kan se frem til at deltage i den danske finale i juni, hvor det afgøres hvem der skal repræsentere Danmark i den internationale finale på udendørsfestivalen Taubertal Festival i Tyskland i August. Hovedpræmien i den internationale finale er en studieindspilning, samt at man også får lov til at spille på Taubertal Festivalens hovedscene på festivalens sidste dag.

Emergenza Festival er verdens største musikkonkurrence for bands, grupper og artister som spiller egen/original musik, men som endnu ikke har fået det store gennembrud. Emergenza har de sidste 32 år givet musikere i over 150 byer over hele verden muligheden for at prøve kræfter med de udfordringer man står
overfor, hvis man vil komme videre med sin musik.

Et eksempel på en gruppe som fik sit internationale gennembrud efter de havde vundet den internationale finale af Emergenza Festival er den norske gruppe Nico & Vinz, hvis sang “Am I Wrong” i skrivende stund har 913 millioner streams på Spotify. Sangen lå nr. 1 på hitlisterne i 40 lande i 2014. (Samlet set har gruppens sange over 1 milliard streams på Spotify). De har optrådt på de fleste store amerikanske TV-shows, herunder Letterman, The Tonight Show with Jimmy Fallon, Ellen DeGeneres, Jimmy Kimmel, Good Morning USA m.fl.

Desuden tæller listen af tidligere deltagere bl.a. trommeslageren i Lukas Graham (nåede den internationale finale med bandet Tako Lako), Vola (nåede DK-finalen), Vinnie Who (nåede DK-finalen i bandet Stanza),
Scarlet Pleasure (nåede semifinalen), Blæst (et par af medlemmerne deltog med et tidligere band), JJ Paulo, svenske Royal Republic (vandt den svenske finale) plus en meget lang liste af musikere der, som en del af deres karrierestige, har deltaget på Emergenza Festival.

Hvis du vil opleve en aften fuld af fantastisk musik, en uforglemmelig stemning, samt give din støtte til en stribe af landets nye talenter, så skynd dig at købe billet allerede i dag!

Onsdag
17. jan 2024
dørene åbner
18.00
Showet starter
18.30
Pris inkl. gebyr
235 Kr.
?>