Koncerten er desværre aflyst. Billetkøbere får automatisk deres billetter refunderet.
Der er virkelig langt fra DAWN Richards tidlige dage som deltager i reality-programmet Making the Band, og så hendes sologennembrud med en trilogi af album, der konverterede DAWN fra popsanger i Danity Kane til futuristisk og rost hybridkunstner, der blander soul, funk og r&b med elektroniske elementer og mytologiske tekster.
Efter tiden i Danity Kane gik DAWN solo i 2011, og to år senere var hun klar med sin egen r&b-hybrid, som hun har kaldt ”kønsfri, farvefri og genrefri”. Resultatet var en trilogi af plader, ”Goldenheart”, ”Blackheart” og ”Redemption”, inspireret af alt fra eksperimentel elektronisk musik til mytologi, der skaffede hende ros i medier som NY Times, FACT, NME, The Guardian, Pitchfork, Rolling Stone og mange flere.
Efter en 18 måneder lang tour og en gæsteoptræden på ”Cool Your Heart” med Dirty Projectors er hun nu klar med albummet ”New Breed”, der udkom i slutningen af januar 2019.
Albummet bringer hende både fysisk, musikalsk og åndeligt tilbage til barndomsbyen New Orleans, hvor hun trækker på byens rige musikalske arv og traditioner samt næsten to årtiers erfaring som en sort uafhængig kvinde i musikbranchen.
Albummet ”New Breed” var Album of the Week hos The Guardian, hvor Alex Petridis roste DAWN Richards evne til at inkorporere lyden fra funkmestrene The Meters og New Orleans-legenden Allen Toussaint i hypermoderne popsange.
DAWNs oplevelser i musikbranchen er også et gennemgående tema i teksterne, og på albummets oprørske titelnummer fokuserer hun på ”evolutionen af den nye kvinde”, der ikke gemmer sig for nogen, og på ”Spaces” taler hun direkte til de mænd i musikbranchen, der ikke troede på hendes talent og ville have, at hun skulle ændre sig til noget, hun ikke var.
I anmeldelser er DAWN blevet sammenlignet med både Björk, FKA Twigs og Janelle Monáe, og da hun gæstede Roskilde Festival i 2016 fremhævede Soundvenue hendes kompromisløse og grænsesøgende stil:
”DAWNs futuristisk-inspirerede sceneshow med aggressivt sexede dansere og et backdrop domineret af skarp grafik var som landet fra det ydre rum på den beskedne, nedtrådte græsplæne foran Apollo, men den 32-årige amerikanske sangerinde var utrættelig i sin mission på at få startet en fest […] DAWNs fest på Apollo leflede ikke for nogen – det tempofyldte, hektiske set bød på det ene regelbrydende dansegulvsmissil efter det andet”.
DAWNs futuristiske fest rammer København til foråret, hvor hun kan opleves i Pumpehuset søndag 7. april.
Billetter kan købes fra fredag 15. februar kl. 10.00 via Ticketmaster.dk.