Med sin flair for soniske eksperimenter, har CKay formået at skabe sin helt egen sprudlende fusion af afrobeat med hint af emo, pop og psykedelisk ambience. Den 26-årige kunstner, der har det borgerlige navn Chukwuka Ekweani, havde sin musikalske debut i 2019 med EP’en CKay The First EP, hvor han især gjorde sig bemærket med singlen ”Love Nwantiti”. Nummeret blev hurtigt verdenskendt, og blev brugt i Diddys succesfulde virtuelle dance-a-thon fundraiser på Instagram Live i 2020.
Kort efter fulgte en række populære internationale remixes og en milepæl i karrieren – nemlig hans feature og co-produktion på nummeret ”La La (Ft. CKay)” med den nigerianske superstjerne Davido. Dette blev efterfulgt af endnu et prominent samarbejde, nemlig på den ghanesisk-amerikanske Afrobeats-stjerne Amaaraes anmelderroste LP The Angel You Don’t Know.
I 2021 fortsatte CKay succesen med sin anden EP Boyfriend, der blandt andet tæller gæsteoptrædener fra Amaarae, Bianca Costa, Oxlade og KiDi, og førstesinglen ”Felony” indtog førstepladsen på en lang række førende afrikanske hit- og playlister.
CKay har siden brugt sin tid i studiet og arbejdet på debutalbummet Sad Romance, som bringer ham på turné og hans første besøg i Danmark – og danske fans behøver ikke glæde sig meget længere til at opleve afrobeats næste store stjerne live, da CKay rammer Pumpehuset i København allerede til november.
Support: DJ Mof!yah