PUMPEHUSET og Kicking The Curb og Blad Management Præsenterer
Chinah + Martha Elisabeth + Ghazal

Et overflødighedshorn af popgenialiteter rammer København den 26. maj, når CHINAH, Ghazal og Martha Elisabeth indtager Pumpehuset.

CHINAH
På ’Feels Like Forever’ flyder den danske trio ind i drømmenes nostalgi. Med åbne øjne og glasklare melodier. Albummet er skabt via gruppens særlige metode, hvor de sender små musikalske gaver til hinanden – og det har forhindret dem i at gå i opløsning. Det hele begyndte med en overspringshandling. De måtte se hinanden i øjnene og tale om, hvorvidt de skulle fortsætte sammen.

”Men i stedet for at gå i opløsning lavede vi et nyt nummer. Nærmest som en overspringshandling og en abstraktion over alt det, vi havde svært ved at tale om,” siger sanger Fine Glindvad og forklarer, hvordan anslaget præger hele albummet: ”Det ophøjer det at sige farvel og forlade noget. For det er ikke et hårdt og bittert farvel. Det er et farvel med en bevidsthed om, at man tager noget med sig videre. Det er et had/kærlighedsforhold til nostalgien. På den ene side kan det være et hukommelsestab, fordi man glemmer, hvordan fortiden virkelig var. På den anden side kan det være en behagelig drømmetilstand.”

Deri ligger også albumtitlens spil på at forlænge momentet, ’Feels Like Forever’. Det hele er skabt på gruppens særegne facon: De deler en dropboxmappe, hvor de hver især uploader skitser og småidéer, der så udvikler sig i uforudsigelige retninger. ”Vi er rigtig dårlige til at være i sync med hinandens liv. Men musikken holder os sammen. Vi blotter os ved at dele noget ufærdigt og skrøbeligt med de andre. Uden vi kan se, hvordan de reagerer, når de lytter til det. Men oplevelsen er igen og igen, at der bliver taget hånd om idéen, og den udvikler sig til en sang, ingen af os individuelt eller med andre havde kunnet gøre så særlig”, siger Simon Kjær.

De klipper og klistrer ivrigt med hinandens skitser og idéer. Hiver en stump væk fra dens oprindelige kontekst og får den til at skinne et andet sted. Det er, som Simon Andersson siger, ”som at agere Doktor Frankenstein med musik.” På den henslængte sang, ’Promise’, er nogle af Fine Glindvads gamle vokaler eksempelvis klippet sammen med nogle nye optagelser, så delene danner et helt tredje nummer. Og tro mod albummets tema kredser ’Promise’ om at være afklaret med en afslutning. Det suppleres af bl.a. den klare og enkle ’Mysterious’, der handler om at tage skyklapper på og være i sin fantasi, og af den længselsfulde ’Seconds of Heaven’, der midt i hverdagen sukker efter de store øjeblikke.

CHINAH blev dannet i 2014 af en speciel sammensætning af musikere og personligheder. Sanger Fine Glindvad er som datter af en banjospiller vokset op med bluegrassmusik. Guitarist, Simon Kjær, og manden bag synthtangenterne, Simon Andersson, kommer begge fra en baggrund af eksperimentel elektronisk musik.

Martha Elisabeth
På Marthas debut EP “LUCY” som udkom i juni 2021, bliver man bombarderet med uforudsigelige strukturer men samtidig fyldt med ørehængende melodier. Om EP’en skriver Soundvenue “Det er tydeligt, at Martha Elisabeth er en af de dygtigste og mest ambitiøse nye skikkelser i artpop vi har herhjemme”. Martha Elisabeth er uden tvivl et nyt talent på den danske musikscene. Hendes eksperimenterende popkompositioner er både en hyldest til det enkle, men også til det storslåede.

Hendes tekstunivers bevæger sig tit i en balancegang mellem smerte og kærlighed. Martha Elisabeth laver musik der hylder kontrasterne, og i mødet mellem hårdtslående elektroniske elementer, fingrespil og smukke fraseringer, opstår et musikalsk spændingsfelt der skaber de perfekte rammer for Marthas meget genkendelige vokal. På trods af Marthas innovative forståelse af genre, har det lykkedes hende at få radio debut på hhv P3 og P6 med 4 ud af de 5 numre på Ep’en.

Martha Elisabeth har baggrund i danseteater hvilket har skabt et stort fokus på det kropslige og visuelle, som især ses på scenen. Til hendes koncerter bliver man blæst bagover af den tekniske snilde både som vokalist og guitarist, men også tit af tværkunstneriske inkorporeringer oftest i form af dansere.

Ghazal
Ghazal er iranske Melodi Soltanis artpop projekt. Hun skriver, producerer og performer legesyge sange, der på elegant vis formår at balancere det catchy og det kryptiske.

På trods af Ghazal kun har eksisteret under en pandemi og ikke har udgivet mere end to sange, har Ghazal alligevel formået at spille et tocifret antal koncerter i 2021. Iblandt disse har Ghazal spillet support for Chinah i Store Vega, spillet soloshow til Ganni’s fashion event og headlinet den udsolgte Another Life Festival i KBH.

“Ghazals musikalske identitet er gennemtrængende.” Sådan skrev Soundvenue efter udgivelsen af ‘My Name’ og ‘Faryad’, Ghazals dobbeltsingle på henholdsvis engelsk og farsi. Ligesom dobbeltsinglen er Ghazals musik et produkt af at navigere i og forene modsætningsforhold, og afspejler på den måde hvordan en fremmedgjort identitet overlever. Det viser sig i foreningen af organiske og syntetiske elementer, popmelodier over eksperimenterende akkordprogressioner og store følelser i galgenhumoristiske tekstuniverser. Ghazal positionerer sig ret unikt et sted mellem Britney Spears og hendes mormors gamle Daf-tromme.

Koncerterne præsenteres af Pumpehuset, Kicking The Curb og Blad Management
Torsdag
26. maj 2022
dørene åbner
20.00
Showet starter
21.00
Pris
220 Kr.
?>