En af de store markører for sommerens komme er, når Byhaven i Pumpehuset åbner, og det gør den endelig igen fredag den 4. maj, hvor vi har teamet op med den britiske musikfestival The Great Escape, for i år at sætte internationalt musikpræg på åbningsfesten. The Great Escape hiver den amerikanske soulåbenbaring Durand Jones & The Indications og den danske soul-popsanger Simone Tang op på scenen som de første musikere i Byhaven i 2018.
Der findes efterhånden mange bands, der prøver at ramme den særlige og dybt soulede lyd, der stammer fra USAs sydstater. Ikke mange rammer plet, men det gør Durand Jones & The Indications med en lyd, der dufter skønt af Otis Redding, Charles Bradley og nyere soulgenoplivere som Leon Bridges og Alabama Shakes. Særligt tvinger forsanger Durand Jones en helt i knæ med sin vidtfavnende vokal.
Med rødder i gospelverdenen
I 2016 udgav Durand Jones & The Indications deres selvbetitlede debutplade på det soul- og funkfokuserede pladeselskab Colemine Records. Det er et album, der emmer af rå energi, imponerende vokalarbejde, støvede trommer, listigt guitarspil og hæsblæsende orgelstykker. Resultatet er den perfekte blanding af den dybeste soul, groovy funk, gospel og old school slut-60’er-R&B.
Forsanger Durand Jones har en baggrund i gospelverdenen, hvor han begyndte med at synge i den lokale kirke i en lille by i Louisiana. Senere sendte musikken ham mod Bloomington i staten Indiana, der blev stedet, hvor Jones teamede op med Aaron Frazer, Blake Rhein og Kyle Houpt og bandet blev født. Siden da han de sammen spillet et hav af koncerter, og det ses og høres i deres fabelagtige liveperformances.
Som optakt til den tour, der tager dem forbi Studiestræde i København, genudgiver bandet deres debutalbum i en deluxe-version med liveoptagelser og covernumre af 60’er- og 70’er-soultracks.
The Great Escape udvælger også dansk talent
Supporten denne aften er danske Simone Tang, der byder på smukt og intimt indie-folkpop. Med supporttjansen følger en helt særlig, eftertragtet ære for Simone Tang, da hun nemlig inviteres af The Great Escape til at optræde under årets festival.
The Great Escape er kendt for at være nogle af de første til at breake nye talenter og med dette nye tiltag, hvor de stiller sig bag upcoming-talenter på tour i Europa, sætter de spotlight på musikken, allerede før den rammer festivalen i Brighton.