Byhaven er kendt for koncerter, hvor man kan stå tæt, helt op til scenekanten, og sammen med resten af publikum danse solen ned. Denne sommer bliver det igen en smule anderledes, da festen og musiklytningen på myndighedernes anbefalinger skal foregå siddende ved bordene. Byhavens kapacitet er begrænset, så vil du være sikker på en plads, er det en god idé at komme tidligt.
__________________________________________________
O/RIOH
O/Riohs musik kan ikke defineres af genre-betegnelser. Den er defineret af energier – af eufori, vrede, lykke og forandring, og af samme årsag finder Rikke Østergaard, som er navnet bag O/RIOH, inspiration i alt fra pop-guruen Justin Bieber til den feministiske rapper Peaches. Med hårde elektroniske beats, autotune-forvrængede vokaler og tekster om sex, penge, udmattelse og alt der imellem, laver O/RIOH musik, som skal få lytteren til at bevæge sig – både fysisk og mentalt.
Rikke Østergaard er sangskriver, producer og har været med til at stifte pladeselskabet Cech Records, hvor hun indtil nu har udgivet sin musik. Hun er drevet af at arbejde i musikbranchen på sine egne præmisser, og det gør det muligt for hende at lave musik, der er ærlig, kompromisløs, og som tør udfordre normerne. O/RIOH har været en stor del af Musikbevægelsen af 2019, der arbejder for ligestilling og repræsentation i musikbranchen og hun er også initiativtageren bag tiltaget ‘We’re Here’, der skal synliggøre LGBTQ+-artister.
O/RIOH har spillet på SPOT Festival i 2019 og hun var nomineret til en Gaffa Award i kategorien ‘Årets danske elektroniske udgivelse’ i 2018.
Ethics
Der er sange, der med en enkelt akkord eller en bestemt guitareffekt, kan sende dig tilbage i din forpinte teenage-krop, badet i følelser, weltsmertz og rockstjernedrømme. Den slags sange skriver Ethics.
Bag det mørkt klingende navn finder man Casper Blond og Mathias Risager, der har kendt hinanden siden gymnasietiden, og sammen har de opbygget et musikalsk univers båret af guitar, gritty effekter og klanglige stemninger fra fortiden. Postpunken, 90’erne og glimtvise emo-tendenser spøger i deres sange og får selskab af elektroniske næsten drum’n’bass-agtige elementer.
Ethics mestrer den delikate kunst det er at balancere det rå og outrerede med det genkendelige, og i deres musik får en skramlet distortion-guitar selskab af elegante melodier og næsten poppede hooks. Teksterne tager udgangspunkt i den rodløshed, der kan ramme i midten af 20’erne, men de personlige fortællinger giver lytteren plads til at danne sine egne drømme og billeder – om det så er et jysk teenageværelse i 00’erne eller en 2-værelses lejlighed i København.
Amanda Bøg
Amanda Bøg er vokset op omringet af kreative mennesker i et nærmest kollektivistisk barndomshjem. Alligevel er det når hun står alene med sin guitar på scenen, at hun føler sig allermest som sig selv.
Aarhusianske Amanda Bøg er musiker og sangskriver, og hun står på skuldrene af de helt store historiefortællere som Sebastian og Tracy Chapman. Hendes personlige fortællinger bliver krydret med tunge, knitrende trommer, tætte vokalharmonier og stemningsfyldte klangflader, der inviterer lytteren helt tæt på. I Amanda Bøgs univers bliver der talt råt for usødet om alt fra tunge, svære følelser til stor boblende forelskelse, og det sker gennem flotte observante tekster med hendes stærke stemme i front.
Amanda Bøg har tidligere medvirket i DR-programmet LIVE, og hun har spillet utallige solo-koncerter i både København og Aarhus.