Copenhagen Jazz Festival holder release for deres programavis med koncert i Byhaven. Vi åbner dørene klokken 14:00, og der er koncert klokken 16:00. Derefter er der almindelig dag i Byhaven med to koncerter klokken 19:00 og klokken 20:00 med J P Rose og Feux.
Den enestående cellist og komponist Tomeka Reid har det seneste årti været en af moderne amerikansk jazz' mest originale og nysgerrige skikkelser. 10. juni kan du opleve hende gratis i Byhaven Pumpehuset som opvarmning til Copenhagen Jazz Festival 2023.
Den amerikanske cellist og komponist Tomeka Reid, der ganske præcist er beskrevet som en "New Jazz Power Source" af New York Times, og som har modtaget det prestigefyldte MacArthur Foundations Genius stipendium, har det seneste årti vist sig som en af de mest originale, alsidige og nysgerrige musikere på Chicagos boblende jazz- og impro-scene. Hendes særlige fornemmelse for melodi og groove har beriget ensembler anført af legender som Anthony Braxton og Roscoe Mitchell, men også yngre generationers visionære musikere som Nicole Mitchell og Makaya McCraven.
Som bandleder i egen ret debuterede hun i 2015 med Tomeka Reid Quartet. Dog var det med kvartettens andet og skamroste album “Old New” (Cuneiform Records, 2019), at Reid for alvor fik positioneret sig som en ener på Chicago-scenen med sin instrumentelle dygtighed og sit genrebøjende arbejde med celloen. Kvartetten fuldendes af den prisvindende guitarist Mary Halvorson, bassist Jason Roebke (Rob Mazurek, Fred Lonberg-Holm m.m.) og trommeslager Tomas Fujiwara (Thumbscrew).
Oplev Tomeka Reid med resten af kvartetten, når de varmer op til sommerens store jazzfestival i Byhaven. Kig forbi og få samtidig dit eksemplar af årets trykte programavis, der viser vej i festivalens overvældende koncertkalender.