For tredje år i træk, åbner Pumpehuset sit hyggelige udendørs sommervenue. Byhaven giver dig en lille grøn oase til de lyse, glade sommeraftener og fri entre til en masse fede koncerter med upcoming kunstnere.
Fra juni og hele sommeren ud, vil vi fra onsdag til lørdag igen invitere dig indenfor i Pumpehusets afslappede musikhave. Her indbyder vi til alt fra medbragte picnic-kurve til et alternativt specialekontor med fri wi-fi, og i år har vi udvidet barsortimentet, så du kan slukke din tørst med både god kaffe, maté maté, specialøl til kold rosé og sjusser med økosaft. Der bliver ligesom sidste år tændt op i fællesgrillen hver eftermiddag og ind i mellem vil lokale food trucks også indtage Byhaven med forskellige delikatesser.
OKAY FUNKY
Vidtfavnende og alsidig klubmusik fra danske OKAY FUNKY. DJ- og producerkollektivet består af BIZ, Linus-E, Tresselt og OK Preston.
De har rødder i den københavnske undergrund, og stilen er udogmatisk klubmusik med inspiration fra bas- og dansemusik fra hele verden, heriblandt genrer som dancehall og azonto fra Ghana.
De fire medlemmer har tidligere været en del af Wobble Squad, Mo Fire og Beatsters, men skabte i 2012 sammen OKAY FUNKY. Siden har de udgivet ep'erne Ballin og Azonto Bass, og i marts kom deres første single Blæs ud på Emil Langes nye pladeselskab
DONE Music.