PUMPEHUSET Præsenterer
Byhaven: Nikolaj Grandjean + Elastik

Byhaven er kendt for koncerter, hvor man kan stå tæt, helt op til scenekanten, og sammen med resten af publikum danse solen ned. Denne sommer bliver det igen en smule anderledes, da festen og musiklytningen på myndighedernes anbefalinger skal foregå siddende ved bordene. Byhavens kapacitet er begrænset, så vil du være sikker på en plads, er det en god idé at komme tidligt.
__________________________________________________

Nikolaj Grandjean
Den danske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist nikolaj grandjean er en ener i dansk musik, og han har været vidt omkring i verden, i musikken og i samarbejder med andre kreative sjæle. Hans musikalitet blev vakt i barndommen sammen med en indsigt i livets mangfoldighed i opvæksten hos både en jordbunden far i forstæderne og en mor på kvindelejr med en stærk politisk dagsorden. nikolaj grandjean begyndte som trommeslager, men greb guitaren for at skrive de første sange i en ung alder, både til sig selv og senere også andre, og det er sangskrivningen, der er blevet omdrejningspunktet for hans karriere.

Siden blev det til tre albums og to danske grammy-nomineringer som sangskriver, guitarist og co-sanger i bandet Luke fra 2000 til 2006, før han i 2008 udgiver sit første soloalbum ‘Carrying Stars’ under navnet n*grandjean. Albummet blev en stor succes, ikke mindst sangen ‘Heroes And Saints’, som blev et hit i Brasilien og Portugal, og ‘Shift To Reverse’ fik ligeledes stor opmærksomhed gennem sin medvirken i tv-serien House Of Lies. Siden har grandjean udgivet de to soloalbums Fairly Young (2011) og Rivers and Oceans (2012), og i 2014 blev disse to albums samlet som Together og blev udsendt af Embassy of Music som første udgivelse under navnet Grandjean. Hertil har han haft et sprudlende kreativt samarbejde med Mikkel Lomborg, også kendt som Hr Skæg, med hvem han skrev musik til serien af samme navn. Lomborg var hertil medlem af grandjeans solo-band, og sammen har de spillet mange koncerter verden over, herunder en turné med DR’s pigekor.

Nikolaj Grandjean er sangskriver med stort S, og karakteristisk for hans sangskrivning er en analog, håndspillet og melodisk og indfølt musikalitet, der omgiver de personlige fortællinger om kærligheden og dens forskellige faser og facetter. Stilistisk set har grandjean bevæget sig indenfor både pop, rock og reggae - men hans umiskendelige skrivestil og vokal har altid været fikspunktet i musikken. I 2020 har nikolaj grandjean mere end nogensinde før fokus på sangens essens, det nære og det håndspillede, når han nu bevæger sig i et jordnært lo-fi americana-landskab, der klæder hans præcise sangskrivning eminent, I 2020 udsendte han sin første udgivelse under navnet nikolaj grandjean i form af EP ‘Seven Wild Horses’. EPens fem sange eksemplificerer på fineste vis, hvor nikolaj grandjean er musikalsk i dag og den kommende tid, hvor han udsender en række singler og et nyt fuldlængde album i 2021

Elastik
Elastik er et soloforetagende af Rasmus Brix. Elastiks lyd fremmanes af gamle keyboards, trommemaskiner, effekttung guitar og tekster på dansk, mens den står på skuldrene af musikalske helte som Arthur Russel, Under Byen, Ben Howard, Connan Mockasin, Molly Nilsson, King Krule.

Lyden af Elastik er uperfekt og flydende, og teksterne handler om ind- og udtryk, om ubalance, om eufori, om fortabelse, om tvivl.
Fredag
23. apr 2021
dørene åbner
15.00
Showet starter
19.00
Pris
Fri entré
?>