Den 9. september står MALU og FEELS på scenen til et dobbelt popbrag i Byhaven.
MALU
I sit ærlige univers af poppede melodier, soulede toner og R&B-fornemmelser, synger. MALU sig ud af sin identitetskrise, i fortællinger om drømme, hjertesorg og usikkerheder.
Med sine korsikanske rødder, arvede hun de store armbevægelser og med følelserne uden på tøjet, serverer MALU sine sange i en flirt mellem organiske og elektroniske elementer.
Bag projektet ligger et opgør med hendes perfektionisme og hendes egne samt andres forventninger: ”Jeg havde så travlt med at leve op til en idé om, hvem det var jeg skulle være, at jeg glemte at spørge mig selv, hvad min egen drøm egentlig var. En dag vågnede jeg op og kunne ikke genkende mig selv, og der vidste jeg, at noget skulle laves om. I musikken er jeg spontan. Her kan jeg flirte med min identitetskrise, sige ”fuck dig” og ”nej tak”, tage pis på mit perfektionistiske ego og synge mig til den jeg har lyst til at være.”
FEELS
Feels er en duo bestående af Siná Mousivian på mikrofonen og David Evers bag knapperne. Feels har en utroligt smooth R’n’B lyd der afspejler af alt fra lyse sommernætter til den mere dunkle tur hjem, når det bliver mørkt - og har med flere af deres singles haft enorm streaming succes udover de danske grænser, specielt i Canada.