PUMPEHUSET og Piggybank Booking Præsenterer
Byhaven: Lærke Emilie + Johan Kolstrup

Byhaven er kendt for koncerter, hvor man kan stå tæt, helt op til scenekanten, og sammen med resten af publikum danse solen ned. Denne sommer bliver det igen en smule anderledes, da festen og musiklytningen på myndighedernes anbefalinger skal foregå siddende ved bordene. Byhavens kapacitet er begrænset, så vil du være sikker på en plads, er det en god idé at komme tidligt.
__________________________________________________

Lærke Emilie
Sidste år udgav Lærke Emilie comeback-singlen “Tilfældigt” efter et par års tavshed og løftede samtidig sløret for grunden til sit fravær. For det er langt fra tilfældigt, at Lærke Emilie trak sig tilbage fra spotlyset.

På den nye single fortæller hun om, hvordan bestræbelsen efter en evig optur resulterede i en følelsesmæssig distancering fra sig selv, sit liv og sine relationer. Lærke Emilie blander legende rap og RnB med ørehængende popmelodier, mens hun med sin altid knivskarpe og rørende lyrik inviterer os ind i en verden af deponerede tanker og affejede følelser.

Siden hun vandt Karrierekanonen i 2016 har Lærke Emilie været i P3 rotation med singlerne "Gør Det Med Mig", "Trailer" og "Vægge af Guld". Foruden at skrive sine egne sange arbejder Lærke Emilie også som sangskriver for både udenlandske og danske artister.

Johan Kolstrup
Johan Kolstrup er en dreven popsmed og var end ikke teenager, før han skrev sine første sange som del af et succesfuldt Skive-kuld, der tæller navnkundige artister som Mads Langer, Dúné, Superheroes og, delvist, Carpark North. Den 1. februar 2021 udgiver han sit første dansksprogede album, Frk. Andersen & Motorcykelracet! og drager på turné hen over foråret og sommeren. Det nye album er én lang perlerække af sange, hvor lyd og lyrik går op i en sjældent set højere enhed. Med Johans fine fraseringer og falset er der dømt musik, så englene synger med. Det er rørende og sine steder storladent, nærmest episk. Det er samtidig poppet uden at blive letkøbt.

Med sine ægte, sårbare og kompromisløse sange er Johan Kolstrup et alternativ for alle, der søger musik med noget på hjertet. Singleudspillene Kærlighed og Motorcykelkapløb og de kommende releases Til en veninde og Hvad sku’ jeg ellers demonstrerer kunstnerisk og menneskelig indsigt og indlevelse. Johan Kolstrup stiller skarpt på det indre følelsesliv og evner samtidig på forbilledlig vis at være til i nuet. Han appellerer til at stå af ræset i det accelererende præstationssamfund.

På scenen møder Johan Kolstrup sit publikum i øjenhøjde. På de akustiske solokoncerter er han frem for alt nærværende og tydeligvis i kontakt med sit eget autentiske jeg. Samtidig inviterer han alle med på sin musikalske hjerte-til-hjerte bevægelse. Favner verden og sine omgivelser med kærlighed. Med band på scenen bliver der skruet op for intensiteten og stadig med nærværet i behold. Uanset om man er til akustisk eller band, har koncertgængere en helt særlig oplevelse i vente.
Torsdag
29. apr 2021
dørene åbner
15.00
Showet starter
19.00
Pris
Fri entré
?>