Byhaven åbner kl. 15.00
Koncerter starter kl. 19.00
Byhaven er kendt for koncerter, hvor man kan stå tæt, helt op til scenekanten, og sammen med resten af publikum danse solen ned. Denne sommer bliver det en smule anderledes, da festen og musiklytningen på myndighedernes anbefalinger skal foregå siddende ved bordene. Byhavens kapacitet er begrænset til 250 siddende gæster, så vil du være sikker på en plads, er det en god idé at komme tidligt.
Lærke Emilie
Det er næsten to år siden vi sidst hørte noget fra den tidligere Karrierekanonen-vinder Lærke Emilie. Nu er ventetiden endeligt ovre. D. 28. august udgav sangerinden nemlig comeback singlen “Tilfældigt” og løftede samtidig sløret for grunden til sit fravær. For det er langt fra tilfældigt, at Lærke Emilie trak sig tilbage fra spotlyset. På den nye single fortæller hun om, hvordan bestræbelsen efter en evig optur resulterede i en følelsesmæssig distancering fra sig selv, sit liv og sine relationer. Lærke Emilie blander legende rap og RnB med ørehængende popmelodier, mens hun med sin altid knivskarpe og rørende lyrik inviterer os ind i en verden af deponerede tanker og affejede følelser. Siden hun vandt Karrierekanonen i 2016 har Lærke Emilie været i P3 rotation med singlerne "Gør Det Med Mig", "Trailer" og "Vægge af Guld". Foruden at skrive sine egne sange arbejder Lærke Emilie også som sangskriver for både udenlandske og danske artister.
“Stilheden har varet længe, men nu er Lærke Emilie tilbage i topform” (Bands of Tomorrow)
“Clubbing med noget på hjerte, solid bund og skrøbelig sødme, og så kan hun skrive hits” (GAFFA)
”En hudløst ærlig R&B-sangerinde med klare bud på hits og et stærkt live- og producer-setup”. (Karrierekanonen)Frau
Musikkens skizofrene lydbillede omfavner fængende melodier, som med legende tilgang henter inspiration fra mange af rockmusikkens afskygninger. Midt i klangbilledet findes der en nostalgi og nærhed, som binder bandets mangfoldige udtryk sammen. Frau er netop aktuel de to singleudspil ’Vespertine’ og ’Love Is All Around’ fra deres kommende EP Spring Teen, der bliver udgivet 25. september. EP’en består af helt nyt materiale skrevet og indspillet i både Danmark og Tyskland med hjælp fra Sønderjyllands Symfoniorkester, som har lånt både slagtøjsinstrumenter og lokaler ud til Frau, bl.a. den storslåede koncertsal i Alsion, hvilket giver EP’en et farverigt og eksplosivt udtryk. Rejsen fra det tyske grænseland til storbyen København er fællesnævneren for de fire drenge i det alternative pop/rockband Frau. Omvæltningen og de mange nye indtryk blev starten på en række lange nætter, med tid til refleksion over de forhold og relationer man skaber gennem livet og blev grundlaget for bandets opståen. Live har Frau spillet en lang række koncerter i både Danmark og Tyskland, og er klar til at vise både Danmark og resten af verden hvad de har at byde på i 2020.
Karrierekanonen om Frau: ” Intet er som du forventer – og vi elsker det! Progressiv pop all the way!”. (2019)
Bands of Tomorrow om Frau: ”Det københavnerbaserede band Frau … drøner derudaf med 100 km i timen”. (2020)