PUMPEHUSET og Luger Præsenterer
Byhaven: Gusse B + Belleville Baby





Det bliver en sprød dag i Byhaven, hvor Gusse B og Belleville Baby indtager scenen.


Gusse B
I juni 2021 debuterede Gustav Bernsten under navnet Gusse B med albummet “Margara”. Med sin baggrund i eksperimenterende og grænsesøgende punkmusik, som forsanger i bandet Pardans, kombinerer Gusse her sin sangskrivning med et mere nærværende og akustisk udtryk.



Margara er en slags near-future sci-fi, der fortæller en historie om forfald og tab, natur og kærlighed. Flodbølgen er allerede skyllet ind over byerne og der søges en vej ud af sorgen og kollapset; en cykeltur ind i skoven, en raket ud i rummet.


Magasinet Passive/Aggressive skrev i en anmeldelse sidste år:
“[…] referencerne sidder ret skarpt iblandet den klassiske danske lettere selvudslettende humor, som bryder med frosten og de interne ifyouknowyouknow-agtige stemninger til en vis grad. […] Jeg begynder at tænke, at min forvirring også kan være en slags nøgle til de her sange. Og som regel, når jeg bliver i tvivl om noget, så er det, fordi der er noget kød på – er der noget, der bliver diskuteret, sat i fokus eller problematiseret; jeg er bare i tvivl om, hvordan det lige foregår. Jeg forestiller mig lidt et svensk blink-182 af nyere dato, der synger om Mark Fisher i en forstads-ungdomsforblændelse af tegnefilm og relationelt bøvl.””

Belleville Baby:
Belleville Baby skriver sange fra en turbulent tilværelse. I sin musik trækker hun på sine oplevelser fra et gammelt teenageliv i Paris til en rodløs ungdom i nutidens København. Det er splintret, ”skandinavisk sadcore” hvor drømmende popmelodier møder et rockæstetisk, frit og instinktivt udtryk.



Belleville Babys musik er fortællingen om byen, natten og kærligheden. Det er punksorte tekster der kredser om vekslen mellem drøm og virkelighed. Belleville Baby forsøger med en fandenivoldskhed og dragende vokal, at skabe en slags musikalsk konstant i en foranderlig verden.


Bag projektet står sanger og sangskriver Johanne Møller. Den selvbetitlede debutsingle ”Belleville Baby” udkom for nylig, og debut EP-en lander i efteråret 2022. Aftenens koncert bliver Belleville Babys debutkoncert, hvor hun spiller med sit band.




Onsdag
15. jun 2022
dørene åbner
15.00
Showet starter
19.00
Pris
Fri entré
?>