Byhaven er kendt for koncerter, hvor man kan stå tæt, helt op til scenekanten, og sammen med resten af publikum danse solen ned. Denne sommer bliver det igen en smule anderledes, da festen og musiklytningen på myndighedernes anbefalinger skal foregå siddende ved bordene. Byhavens kapacitet er begrænset, så vil du være sikker på en plads, er det en god idé at komme tidligt.
__________________________________________________
Kamma
Med sin musik har den 26-årige singer-songwriter Signe Rønsov fundet et helt særligt følelsesmæssigt rum. Et rum, hvor hun kan fortælle om sine inderste usikkerheder og frustrationer og sætte dem fri i stærke, forløsende omkvæd.
Kammas stilsikre pop bærer på opmærksomme betragtninger om verdenen omkring hende og refleksioner over de tanker, der fylder inde i hende selv. Der gemmer sig både sorg, tvivl, forelskelse og eufori – men alle følelserne er en del af Kammas indre søgen efter styrke og ro.
I Kammas musik fletter det smukke og romantiske fingre med det dystre og smertefulde, og de fyldige popproduktioner bliver ligeledes en smuk kombination af det lette og det tunge; Kammas elegante, rene stemme over dybe, knivskarpe instrumentale teksturer, der afslører hendes kærlighed til rockens æstetik. Den kærlighed har kunne spire i samarbejde med Sune Rose Wagner (Psyched Up Janis og The Raveonettes), der har været med til at producere Kammas debut-ep. Kammas sange har bragt hende omtale i store danske medier som Gaffa, Bands of Tomorrow, Soundvenue, Alt for Damerne og ikke mindst givet hende airplay på P6 Beat og på P4.
I efteråret 2020 lavede Kamma i samarbejde med Rebecca Lou, Greta, Brimheim og Girlcrush julesangen ‘This Time of Year’, som blev kåret til en af årets bedste sange af Soundvenue. Singlen ‘Drowning’ skaffede også Kamma en plads på Soundvenues top track-liste i januar 2021.
FILIPPA
Bag artisten FILIPPA gemmer sig den 26-årige københavner Filippa de Neergaard, der indspillede sin første sang på kassettebånd som 5-årig. Så længe Filippa husker, har hun sunget og været draget af melodier og stemninger. Hendes musik er pop-melodier med et mørkt lag og elektroniske elementer. FILIPPAs seneste single Just one night kom i rotation på P3 og gik nr. 1 på P3-listen i efteråret, hvor Pelle Peter Jencel beskriver nummeret som “Et stykke internationalt popmusik”.
Gennem årene har Filippa skrevet, arrangeret og også produceret sine numre selv, for at finde og mærke sig selv i sin egen lyd. FILIPPA er nu på vej ind på den danske musikscene med en styrke og en vished om at have sig selv med hele vejen. Filippa beskriver sig selv som “et kaos af følelser”, og det er i forlængelse af det kaos, hun i dag skriver sine sange. De fleste af hendes numre ”skriver sig selv”, de er opstået umiddelbart, og har ofte først efterfølgende givet Filippa svar på, hvordan hun egentlig har haft det. Generelt ligger det den unge sangerinde meget på sinde at mærke efter, og DR.DK har netop skrevet en artikel om det og Filippas debut EP Forbidden Feelings.
Hendes band består af Mathilde Zimmer (kor), Oliver Søe (bas), Andreas Grønne (trommer) og Emil Østergaard Petersen (keys)